2. Blodsystem:
Illustrationer:
- Blodbane arterieløb
- Blodbane veneløb
- Vener i arm
- Det store kredsløbs princip
- Blodbaneprincip
- Blodbaneprincip i ben – åreknuder
Blodbanen:
Arterieløb:
Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.
.
Veneløb:
Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.
.
Vener i arm:
Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.
Det store kredsløb / det periperale kredsløb:
Dette kredsløb forsyner alle vævsområder med blod, undtagen lungerne.
Blodbaneprincip og venepumpe:
Det store kredsløbs princip:
Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.
.
Blodbaneprincip:
Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.
Blodcirkulation:
Det store kredsløb:
Det store kredsløbs funktion er: at føre ernæringsstoffer og hormoner til og fra celler, at deltage i kroppens forsvar mod infektioner og at deltage i kroppens varmeregulering.
I det store kredsløb pumpes blodet fra venstre hjertekammer, gennem den største arterie Aorta (legemspulsåren), mindre og mindre arterier, arterioler, hårkarnet og kapillærer – til ernæring af kroppens celler, hvilket sker i sammenfletningen mellem den arterielle og den venøse ende af kapillærerne. Efter den venøse ende af kapillærerne pumpes blodet via venoler og vener tilbage til hjertets højre forkammer – ernæringsstofferne tilsættes blodet undervejs gennem fordøjelsesorganet tyndtarmen via dennes tarmtrevler, som har fine blod- og lymfekar. Undervejs i kredsløbet sker der (i grove træk) også følgende med blodet:
I lymfesystemets største organ milten nedbrydes udslidte røde blodlegemer (de ældste) og der tilsættes lymfen (som er en del af venesystemet idet overskydende vævsvæske (lymfe) ledes over i venesystemet) og altså også blodet hvide blodlegemer (lymfocytter), som er vigtige i organismens forsvar overfor infektioner.
I lymfesystemets lymfeknuder (nodier) bekæmper hvide blodlegemer smitstoffer og lymfeknuderne tilsætter blodet antistoffer, ved kontakt med smitstoffer i blodet.
Når blodet passerer leveren ødelægges mange snyltere og giftstoffer, ligesom der tilføres blodet fibrinogen og protombin, som har stor betydning vedr. blodets koagulering, og altså bidrager til heling af sår. Ligeledes opretholder leveren den normale blodsukkerkoncentration.
Fra de endokrine (lukkede) kirtler som skjoldbruskkirtlen, binyrerne og biskjoldbrugskirtlen udskilles forskellige hormoner direkte til blodbanen.
Den røde knoglemarv tilsætter blodet: røde blodlegemer (som transporterer ilt), de hvide blodlegemer kaldt granulocytter og monocytter (som bekæmper infektioner), samt blodplader (der standser blødninger).
Det store kredsløbs organer er altså: hjerte, blodkar (arterier, arterioler, vener, venoler, hårkarnet og kapillærer) og blod.
Det lille kredsløb:
Det lille kredsløb er kredsløbet mellem hjerte og lunger. Fra højre hjertekammer pumpes blodet gennem lungearterien til lungekapillærerne, hvor det iltes og føres tilbage igen til hjertets venstre forkammer og herfra videre ud, via arterier, arterioler, hårkarnet og kapillærerne – til iltning af kroppens celler, hvilket sker i sammenfletningen mellem den arterielle og den venøse ende af kapillærerne. Efter den venøse ende af kapillærerne pumpes blodet via venoler og vener tilbage til hjertets højre forkammer – for fornyet iltning via lungerne.
Det lille kredsløbs organer er altså: lunger, blodkar og blod.
Blodomløb:
Udgøres af det store og det lille kredsløb tilsammen.
Blod:
Et voksent menneske har ca. 5 ltr. Blod. De 40 % af blodmængden er blodceller og de 60 % af blodmængden er plasma.
Blodceller er røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader.
De røde blodlegemer har til opgave at transportere ilt, og de dannes konstant i den røde knoglemarv, da de kun lever ca. 4 mdr., før de destrueres i milten og i leveren.
De hvide blodlegemers opgave er at deltage i bekæmpelse af infektioner. Der findes tre hovedtyper af hvide blodlegemer: granulocytter og monocytter som dannes i den røde knoglemarv samt lymfocytterne der dannes i lymfatisk væv, i milten og i lymfeknuder.
Blodplader, som også dannes i den røde knoglemarv, har opgaven at standse blødninger.
Se også: Blodvolumen
Hjertet:
Hjertet er en hul tværstribet muskel, som har til opgave at pumpe blod, med dets indhold af næringsstoffer og ilt, rundt i kroppen. Dette at hjertet er en hul muskel, dækker over at hjertet har to hjertekamre og to forkamre.
Hjertet trækker sig sammen 60-80 gange i minuttet hos et normalt voksent menneske. Næsten fra det ene sekund til det andet, kan hjertet øge sin pumpekapasitet fra de normale 4-5 ltr. i minuttet, til 18-20 ltr. i minuttet (ca. 180 sammentrækninger i minuttet).
Blodbanens forsyningsveje / karrenes karakteristika:
Arteriers funktion er, at under højt tryk transportere blod til legemets områder. P.gr.a. det høje tryk har arterierne stærke vaskulære vægge, og blodet flyder hurtigt i disse.
Arteriolerne er de sidste småforgreninger af det arterielle system, og de fungerer som kontrolventiler, gennem hvilke blodet slippes løs. Arteriolerne har stærke muskulære vægge, som er i stand til at lukke arteriolerne totalt eller blot indsnævre disse, således at de kan regulere blodtilførsel til kapillærerne.
Kapillærernes funktion er at udveksle vævsvæske og næringsstoffer – mellem blodet og det interstitielle område/mellemrum omkring kapillærvægge. P.gr.a. denne rolle har kapillærerne meget tynde vægge, som er gennemtrængelige for meget små molokylære substanser.
Venolerne samler blodet fra kapillærerne og fører gradvist blodet til større og større vener.
Venernes funktion er at transportere blod fra væv tilbage til hjertet. Eftersom trykket i venesystemet er meget lavt er veners vægge tynde, men de er alligevel muskulære, hvilket tillader dem at kunne sammentrække sig eller udvide sig, og dermed imødekomme kroppens behov for blod, ved at kunne opmagasinere en større eller mindre mængde blod.
Stående blodmængder i de forskellige dele af cirkulationen:
Langt den største del af blodet befinder sig i venesystemet. Af de ca. 79 % af den samlede blodmængde der befinder sig i kroppens store kredsløb (det periperale kredsløb), findes de 59 % i venesystemet, 15 % i arterierne og kun 5 % i kapillærerne. Hjertet indeholder 9 %, og i de store pulsårer befinder sig 12 %.
At der kun befinder sig de 5 % i kapillærerne anses ejendommeligt, da kapillærerne udøver den for cellerne meget vigtige næringsfunktion, nemlig diffusion (gennemtrængning frem og tilbage) mellem blod og den interstitielle vævsvæske.
Tværsnitsarealet af blodstrømme og blodstrømshastigheder:
Hvis man, lidt grotesk, forestiller sig at man udtog alle blodkar og placerede dem med deres tværsnit ved siden at hinanden, ville deres tværsnitsarealer udgøre:
- Aorta 2,5 cm² (kun én arterie – den største)
- Små arterioler 20
- Arterioler 40
- Kapillærer 2500
- Venoler 250
- Små vener 80
- Venae cavae 8 (øvre hulblodårer)
Af ovennævnte ses, at venernes tværsnitsareal udgør 4 gange så meget som de tilsvarende arterier, hvilket forklarer at venerne i f. t. arterierne indeholder så stor en blodmængde.
Blodgennemstrømningens hastighed i de enkelte kar er generelt proportional med tværsnitsarealet af karret. Dette gælder dog ikke Aorta, som har en strømhastighed i hvilende tilstand, på 33 mm. pr. sek. (1,18 km/tim), men i kapillærerne er der kun en hastighed på 1/100 heraf, altså 0,3 mm. pr. sekund (1,08 meter i timen).
Et ejendommeligt moment anses at være: Da kapillærerne kun har en længde af 0,3-1,0 mm., vil blodet altså kun befinde sig hér i 1-3 sekunder, hvilket er meget kort tid med tanke på, at al diffusion skal foregå gennem kapillærvæggene på denne korte tid.
Arterioler og kapillærer:
Blodstrømmen i diverse områder er næsten kun kontrolleret af arteriolernes grad af sammentrækning (kontraktion) eller udvidelse (dilatation) og det er i kapillærerne den vigtige udskiftningsproces, mellem blod og interstitiel væske, optræder. Disse to nævnte forhold er meget betydningsfulde for tilførsel af ernæring til cellerne.
Når blodet har forladt de små arterier krydser blodet gennem arteriolerne som kun er få millimeter i længden og har en diameter på 8-50 tusindedele af en millimeter. Hver arteriolegren forsyner ofte 10-100 kapillærer med blod.
Der findes ca. 10 billioner kapillærer i det store kredsløb og disse har en overflade på mere end 100 m². Kapillærvæggene er meget tynde, mindre end 1/1000 millimeter, de er svage og der er mange små porer heri, til brug for diffusion af substanser.
Kapillærerne:
Kapillærernes blodstrøm:
Blodet flyder ikke kontinuerligt (jævnt) gennem kapillærerne, idet det “spurtpulser“ igennem, forårsaget af fænomenet der kaldes vasomotian, som er regelmæssig kontraktion af f.eks. de her omtalte kapillærer, meta- arterioler og de prekapillære lukkemuskler. Disse strammer sig og afslappes i en takt af 6-12 gange pr. minut.
Det som regulerer åbning og lukning af meta- arteriolerne og de prekapillære lukkemuskler er vævsområdernes iltkoncentration, og når den er meget lav “spurtpulser” blodet oftere og hver “spurts“ varighed bliver længere, hvorved blodet kan bære en større mængde ilt (oxygen) til vævsområdet.
Udveksling af næringsstoffer og andre substanser mellem blod og den interstitielle vævsvæske sker ved diffusion, hvilket er en gennemtrængning frem og tilbage mellem plasmaet og vævsvæsken. Når blodet gennemløber kapillærerne diffusserer enorme mængder vandmolokyler og opløste partikler frem og tilbage gennem kapillærvæggene, og udveksler herunder stoffer med cellerne som ligger og flyder rundt i vævsvæsken.
Blodcirkulationens endelige mål – og formål (kapillærer – celleernæring):
Da mennesket består af ca. 56 % væske, og da en stor del af menneskets totale antal celler (100 trillioner) ligger i dette væske og skal have tilført næring og have borttransporteret affaldsstoffer, der opstår efter udvinding af næring – er væske altså ligesom et hovedtema i menneskets opbygning og funktion.
Alle celler behøver næringsstoffer for at holde sig i live. De behøver også ilt (oxygen), som er en af hovedsubstanserne, fra hvilket energi bliver udledt, når der kombineres med tilførsel af glykose, carbohydrater, fedt, proteiner, m. fl.
Noget af væsken er inde i cellerne (intracellulære væske ) og noget er udenfor cellerne (ekstracellulære væske).
Det ekstracellulære væske er i konstant bevægelse overalt i kroppen og det bliver hele tiden “blandet“ af blodcirkulationen og ved diffusion (gennemtrængelighed frem og tilbage) mellem blod og de enkelte vævsomåder. Dette “udenomsvæske“ bliver transporteret til alle dele af kroppen på 2 måder: blodet der fører det rundt og rundt og dernæst bevægelsen af væsken mellem blod – kapillærerne og cellerne.
Når blodet passerer gennem kapillærerne sker der en kontinuerlig udveksling mellem blodets plasma og den interstitielle væske, der flyder i områderne omkring kapillærerne. Disse kapillærer er opbygget med vægporer, så store mængder væske kan diffusere (gennemtrænge) frem og tilbage mellem blod og vævsområderne. Denne diffusionsproces opnås ved kinetik (bevægelse) af molekyler i både plasmaet og den ekstracellulære væske (udenom cellerne); dvs. at al væske og alle opløste molekyler hele tiden bevæger sig- og i alle retninger – gennem porer, gennem vævsområder osv.
En substans når fra en kapillær til en celle på få sekunder, da cellerne ligger så tæt på kapillærerne som 25-30 tusindedele af en millimeter.
Udveksling af væske (næringsstoffer) mellem blod og vævsvæske:
Man kan kalde kapillærerne for blodbanens sidste led – det er i disse at blodcirkulationen bedriver sit endelige formål, som er udveksling af næringsstoffer og cellulære sekreter mellem områderne og det cirkulerende blod.
Omkring 10 billioner kapillærer, med en overflade på mere end 100 m² varetager denne funktion. Det er sjældent at nogen af kroppens celler er længere væk fra en kapillær end 20-30 tusindedele millimeter.
Alle de milliarder af celler, som det menneskelige legeme består af, ligger så at sige badet i væske, som udfylder mellemrummet mellem de enkelte celler. Mellem blodet i de fine kapillærer og det indre af cellerne sker der hele tiden en udveksling, idet alle de mange stoffer som er nødvendige for cellens livsfunktioner (næringsstoffer, ilt, salte, hormoner og vitaminer), forlader blodbanen, træder over i væsken mellem cellerne – for derfra at trænge ind i cellens kerne.
Omvendt skal cellens stofskifteprodukter (som delvis er giftige for organismen), skaffes af vejen, og dette sker ved den omvendte proces, idet stofskifteprodukterne fra cellen går over i legemsvæsken mellem cellerne og derfra over i blodbanen, hvorefter de i blodet transporteres enten til leveren, hvor en del af affaldsprodukterne afgiftes, eller til nyrerene, som så udskiller dem i urinen.
Kapillærsystemets struktur:
Blodet tilflyder kapillærerne gennem arteriolerne og forlader disse gennem venolerne. Blod presses ind i en række meta – arterioler, derefter ind i de store kanaler kaldet preterentielle kanaler og videre ind i de små kanaler der kaldes ”de ægte kapillærer”. Efter passage igennem kapillærerne flyder blodet videre ud i venolerne og returnerer til cirkulationen.
Arteriolerne er meget muskulære og de kan forandre deres diameter mangefold (man kan sige de har en kontinuerlig “muskelfrakke“ på).
Meta – arteriolerne har kun bløde muskelfibre som ligger omkring dem. Ved begyndelsen af kapillærerne har meta – arteriolerne en blød muskelfiber der kaldes “prekapillær-lukkemuskel“.
Venoler er betydeligt større end arteriolerne. Og venolerne har meget svagere muskulær “frakke“, og det skal stadigt huskes at venolernes tryk er meget mindre end arteriolernes, således at venolerne nok kan sammentrække sig lige så meget som arteriolerne.
Kapillærernes diameter er 7-9 tusindedele millimeter og kun lige store nok til at røde blodlegemer (celler) kan komme igennem.
Porerne i kapillærvæggenes membran udgør kun 0,001´tedel af kapillærernes samlede overflade, og de er i diameter omkring 80-90 Ångstroms.
Blodtryk:
Blodtryk males i mm. hg. som betyder millimeter mercury (kviksølv). Blodtryk er altså den kraft hvormed blodet trykker på indv. side af et blodkar, som kan være en vene, arterie eller kapilliær.
Hvis et blodtryk er f.eks. 100, svarer det til at trykket kan hæve en kviksølvsøjle fra 0-100 mm.:
Det forholdsvis høje middeltryk i Aorta på 100 mm. hg., skyldes at hjertet kontinuerligt pumper blod i Aorta – dette sker intermittent (pulsende), hvorfor det arterielle tryk svinger mellem systolisk niveau på eksempelvis 120 mm.hg og diastolisk tryk på eksempelvis 80 mm.hg.
Efterhånden som blodet flyder gennem det store kredsløb falder dets tryk proggresivt (altså falder mere og mere – ikke et lineært fald) til tæt på 0 ved det højre forkammer i hjertet.
Skematisk fremstilling af blodtryk i det store kredsløb:
Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.
Det aftagende arterielle blodtryk er direkte proportionalt med den vaskulære (musklerne i karrene) modstand. Dog er modstanden i Aorta næsten 0, hvorfor middeltrykket for enden af Aorta stadig er tæt på 100 mm. hg. Ligeledes er der også ringe modstand i de store arterier, således at der i arterier helt ned til en diameter på 3 mm. stadigt er et tryk på ca. 95 mm. hg.
I de meget små arterier falder trykket hurtigt til 85 mm. hg. – ved deres overgang til arteriolerne.
Arteriolerne har den største modstand af alle dele i det store kredsløb, og dette er af meget stor betydning for blodreguleringen i de forskellige dele af kroppen. Alligevel er trykket omkring 55 mm. hg., faldende til ca. 30 mm. hg. når de invaderer kapillærerne. I overgangen mellem den arterielle ende af kapillærerne og den venøse ende af kapillærerne falder trykket fra de 30 til ca. 10, og det ses heraf, at trykfaldet i kapillærerne er mindre end trykfaldet i arteriolerne (kun ca. 2/5 % fald i f. t. arteriolerne).
Blodtrykket i begyndelsen af venerne er ca. 10 mm. hg. og falder senere til næsten 0 ved hjertets højre forkammer, hvilket jo fortæller at modstanden i venerne er større end man umiddelbart skulle mene. Denne modstand skyldes det tryk udefra der giver kompression på venerne – og som holder mange af dem, specielt Vena cavae (øvre hulblodåre), lukkede i lange perioder.
Arteriernes pulstryk:
Eftersom hjertet pumper pulserende (intermittent) vil der hos en normal ung voksen være en ”pumpepuls” – et systolisk tryk på ca. 120 mm.hg. – og “hvilepulsen“ (mellem hjerteslagene) vil være ca. 80 mm. hg. / diastolisk tryk. Forskellen på disse 2 tryk (120-80) = 40 kaldes pulstrykket.
Under systolen (hjerteslaget) stiger trykket i arterierne til et højt niveau, og efter at systolen er overstået falder trykket i den centrale Aorta hurtigt; først progresivt (stigende fald) og derefter faldende degressivt (faldende fald), hvilket skyldes at blodet flyder hurtigere igennem kredsløbet når trykket er højt, end når trykket er lavt.
Transmission af pulstrykket i arterierne:
Når hjertet pumper blod ned i Aorta under systolen (slaget), er det kun dét blod der befinder sig i den proximale del (omkring centrum af åren), der først modtager pulstrykket og det er kun i denne del af det arterielle system at trykket, efter systolen, stiger omgående. Dette skyldes blodets enerti (gnidningsmodstand) i Aorta (langs væggene), og dette modvirker altså blods pludselige bevægelser fra de centrale arterier mod de perifere arterier. Men det voksende tryk i den centrale Aorta (under systolen), bevirker alligevel at blodenertien overvindes, hvorved pulstrykket (trykbølgen) stiger proggresivt længere og længere væk i det arterielle system.
Hastigheden af pulstrykkets transmission (overførelse) ned i den normale Aorta er 3-5 meter pr. sekund, stigende til 7-10 meter pr. sek. I de store arterier og i de små arterier stiger det til 15-35 meter pr. sekund.
Generelt kan siges, at jo mindre eftergivelige (føjelige) årerne er, jo hurtigere foregår transmissionen (forplantningen) af pulstrykket. Sidstnævnte forklarer den langsomme transmission i Aorta – i forhold til den hurtige transmission i de meget mindre eftergivelige fjerne arterier.
Pulstrykket transmitteres hurtigere end blodstrømmen. Under pulstrykket (trykbølgen) bliver det kun en lille mængde blod i Aorta der skubber på blod længere væk, og herved forøger pulstrykket i de mest distale (yderligt liggende) arterier; derfor har blodet fra hjertet (hjerteslaget) kun bevæget sig få cm på det tidspunkt, hvor selve trykbølgen (pulstrykket) allerede har nået de yderste ender af arterier. I Aorta er pulstrykket ca. 15 gange hurtigere end blodstrømmen, mens de mere distale arteriers pulstryk er 100 gange hurtigere end blodstrømmen.
Den følelige puls:
Under visse omstændigheder kan den følelige puls give visse indikationer på kredsløbslidelser.
Svag mærkbar puls på den radiale arterie (ved håndleddet) kan muligvis skyldes enten stærkt nedsat centralt pulstryk, som f.eks. fremkommer når hjertets slagvolumen er lav, eller forøget dæmpning af pulstrykket (pulsbølgen) forårsaget af vaskulære spasmer. Sidstnævnte forekommer når det sympatiske nervesystem bliver overaktivt – efter f.eks. blodtab eller ved fødsler.
Paradoks puls:
Synkront med åndedrættet bliver pulstrykket stærkt og svagt.
Under inspiration (indånding) opstår der negativt tryk i lungerne, der bevirker at årerne forøger deres størrelse, hvorfor blodet samles i lungerne og slagvolumens output bliver mindre og herved også pulstrykket.
Under eksspiration (udånding) sker det modsatte.
Dette er helt normalt, men bliver meget udtalt ved visse lidelser som f.eks. hjerteaffektioner eller ved meget dyb indånding.
Pulsmangel (delvis)
Ved “hjerteflimren“ er hjerterytmen meget arytmisk. Hér kommer to slag så tæt på hinanden, at det andet slag ikke pumper noget- eller kun lidt blod p.gr.a. at venstre hjertekammer har for lidt tid til at fylde sig mellem de to slag. Dette fænomen opdages ved anbringelse af stetoskop direkte over hjertet, hvorved 2. slag høres, men det kan ikke føles ved håndleddet. Dette kan så være mere eller mindre udtalt/alvorligt.
Pulsskiften:
I visse tilfælde slår hjertet hårdt med et slag og dernæst svagt med næste slag. Er undertiden forårsaget af forgiftning, ved visse hjertelidelser m.v.
Venerne og deres funktion:
Venerne en i stand til at indsnævre sig og udvide sig, de er i stand til at opmagasinere store mængder blod, hvilket gør at der er tilgængeligt blod når behovet opstår. Venerne kan også “propelle“ blod fremad ved hjælp af den såkaldte “venepumpe” og venerne kan til og med hjælpe med til at regulere det kardiale output (hjertets output).
Blod fra hele det store kredsløbs vener flyder ind i hjertets højre forkammer.
Derfor kaldes trykket i højre hjerteforkammer, for “det centrale venetryk”. Presset i de perifere vener er til en vis grad afhængigt af dette centrale venetryks niveau, således at alt der influerer på dette, sædvanligvis også influerer på venetrykket overalt i knoppen.
Kroppens højresidige anterietryk er reguleret af en balance mellem, for det første hjertets evne til at pumpe blod ud og dernæst blodets tendens (evne) til at flyde fra de yderste årer tilbage til hjertet. Mens hjertet pumper kraftigt har den højresidige kropsdel tendens til at have faldende anterietryk og omvendt hvis hjertet er svagt, vil det højresidige anterietryk stige. Ligeledes vil alt der forårsager hurtigere tilbagestrømning af blod til højre forkammer, give højene arterietryk i kroppens højne side. F.eks. kan forøget blodvolumen, forøget vaskulær tonus m.m. forøge venens tilbagestrømning.
Store vener han næsten ingen modstand når de er udvidede, men mange af de store vener der går mod i thorax (brystkassen) bliver udsat for tryk mange steder, således at blodstømmen bliver hæmmet. F.eks. bliver armens vener presset af deres skarpe bøjning oven 1. ribben, ligesom nakkevenernes tryk ofte falder til et så lavt niveau, at det ydre atmosfæriske tryk på nakken afstedkommer kollaps (lukning) af disse. Også vener den passerer gennem abdomen (underlivet) bliver komprimerede af forskellige organer og det indre tryk i underlivet, således at disse vener ofte en helt lukkede.
Således præsterer de store vener betydelig modstand for blodgennemstrømning, hvorfor de perifere vener ofte har et tryk der ligger 6-9 mm. hg. højere end i kroppens højresidige arterieløb.
Venerne inde i selve thorax er imidlertid ikke kollapsede, idet disse holdes udspilede p.gr.a. det negative tryk i brystet.
I bughulen en der normalt et tryk på 2 mm. hg.; dette tryk kan til tider hæve sig til 15-20, som følge af f.eks. graviditet og store tumorer. Når dette indtræffer må og skal venetrykket i benene overstige dette tryk for at venerne i underlivet vil åbne sig.
Venernes pulstryk:
Pulstryk er altså forskellen mellem systolen og diastolen (hjerteslag/hvile).
Arteriernes pulstryk er næsten altid dæmpet helt ned når de passerer gennem kapillærerne ind i det store kredsløbs vener.
Alligevel vil højre hjertekammers pulstryk somme tider blive transmitteret baglæns langs venerne og skaber pulstryk af en helt anden karakter. Normalt vil dette ikke kunne ske fordi de fleste af venerne, hvor de leder ind i brysthulen, vil være omgivet af organer, som vil kunne dæmpe dette baglæns pulstryk ud til de yderligt liggende vener. Men når middeltrykket i højre hjertekammer er stort, specielt ved hjertelidelser, og venerne herved er fulde af blod, kan transmission af pulstryk finde sted. Ved visse lidelser kan venetrykket være så udtalt at man kan observere venepuls på personens hals.
Venetrykket kan altså da observeres på kroppens udv. side, specielt dem i nakken. F.eks. er halsvenerne på en siddende person normalt aldrig udvidede. Men når højre hjertekammers tryk forøges + 10 mm. hg. (er normalt 0), begynder de dybe vener at udvide sig, selv hos en siddende person og stiger trykket yderligere til 15 mm. hg., vil alle vener i hals udvide sig kraftigt og venepuls bliver udtalt.
Et groft fingerpeg om venetryk kan også gøres ved at hæve og sænke en arm mens man observerer graden af udvidelse i de kubitale (under albuen siddende) vener eller på håndryggens vener. Under løftning af armen vil venerne pludseligt kollapse og forholdet mellem kollapstidspunkt og hjertets niveau i f. t. armen, giver et groft fingerpeg.
Venepumpe og veneklapper:
P.gr.a. det hydrostatiske tryk vil venetrykket i fødderne altså være omkring + 90 mm. hg., i en stående person,- hvis det da ikke lige var for veneklapperne.
Hver gang man bevæger sine ben eller spænder sine muskler presser musklerne mod fascia og fascia mod huden således at f.eks. benenes vener komprimeres, hvorved blodet vil flyde væk fra området. Veneklapperne tillader kun blodstrøm mod hjertet, så hver gang man bevæger et ben eller spænder benmusklen, bliver en vis mængde blod “skruet“ mod hjertet og trykket i de underliggende vener falder. Dette kaldes venepumpen eller muskelpumpen og denne er effektiv nok til at venetrykket hos en voksen kun behøver at være + 25 mm. hg.
Hvis personen står helt stille virker venepumpen ikke og venetrykket i benene kan herfor stige til det fulde hydrostatiske tryk på + 9o, og dette på ca. 30 sekunder. Under sådanne omstændigheder stiger trykket også i kapillærerne væsentligt – og herved lækker “vævsvæske” fra det cirkulære system ind i vævsområderne. Resultatet bliver at benene svulmer op og blodvolumen formindskes. Faktisk forsvinder så meget som 15 -20 % af blodvolumen efterhånden fra cirkulationssystemet indenfor de første 15 minutters ståen.
Varicøse vener (vener med tendens til åreknuder):
Undertiden bliver venesystemets veneklapper ødelagt, særligt hvis venerne har været overstrukket ved udvidet venetryk af langvarig periode, såsom f.eks. som under en graviditet og/eller når man står op det meste at tiden.
Når venerne udvides forøges deres tværsnitsareal, men klapperne udvides ikke og herved vil klapperne ikke længere kunne blokere reserveblodstrømmen i de forstørrede vener. Når sådan en situation opstår, vil venetrykket i benene forøges p.gr.a. den svigtende venepumpe; dette vil yderligere udvide venerne og dette vil til sidst ødelægge veneklapperne totalt. Både venetryk og kapillærtrykket bliver meget højt, hvilket afstedkommer konstant ødem i disse menneskers ben når de står op i mere end få minutter.
Dette ødem modvirker tilstrækkelig diffusion af næringsstoffer fra kapillærerne til muskler og hudceller, og huden vil efterhånden blive atrofisk (svind af væv) og sårdannende.
Effekt af det hydrostatiske tryk på venetrykket:
I et stort kar med vand, vil der på vandoverfladen være et tryk svarende til det atmosfæriske tryk, men trykket stiger med 1 mm. hg., for hver 14. mm sænkning under vandoverfladen. Denne trykforøgelse skyldes vægten af vandet og kaldes derfor det hydrostatiske tryk.
Også i menneskets blodbane vil der optræde et hydrostatisk tryk. Når en person står op, vil trykket i højre hjerteforkammer forblive omkring 0 mm. hg., men alligevel er der hos en voksen der står helt stille være et tryk i fødderne på + 90 mm. hg. – simpelt hen p.gr.a. afstanden fra hjerte til fødder – disse + 90 vil så falde proportionalt opefter i kroppen. I armens vener er der ved øverste ribben omkring + 6 mm. hg. p.gr.a. ribbenenes tryk på den subclaviske vene; længere nede i armen måles så det hydrostatiske tryk og hvis forskellen på dette tryk, fra øverste ribben og ned til hånden er 29 mm. hg., skal dette hydrostatiske tryk tillægges den, ved øverste ribben kollapsede venes tryk på + 6, hvilket så giver et kombineret tryk på 35 mm. hg.
Nakkevenerne er kollapsede næsten totalt helt ned til skuldrene p.gr.a. det atmosfæriske tryk på udv. side af nakken, hvilket forårsager et stadigt tryk på 0 i hele nakkevenernes længde. Forklaringen ligger i, at ethvert forsøg på at hæve trykket over dette niveau vil åbne venerne og tillade trykket at falde tilbage til 0, og ethvert forsøg på trykfald vil resultere i yderligere totalt kollaps i venerne, hvilket jo således forøger modstanden i venerne og igen nedbringer trykket til 0 mm. hg.
Venerne inde i hovedet vil imidlertid ikke kunne kollapse, hvorfor der kan eksistere et negativt tryk i hovedets yderligt siddende vener; således kan der i stående stilling være et sagitalt tryk i disse vener på ca. – 10 mm. hg.
Den hydrostatiske effekt på andre tryk:
Det hydrostatiske tryk påvirker også tryk i arterierne og kapillærerne; f.eks. har en stående person et arterietryk på 100 mm. hg. i hjertehøjde, men i fodhøjde er der et tryk på 190 mm.hg. – nemlig de 100 + de 90 fra det hydrostatiske tryk.
Generelt når man taler om blodtryk mener man, af ovennævnte grund, dét tryk der er i hjertehøjde.
Åreknuder og veners funktion:
På illustrationen nedenfor, ses i venstre side den overfladiske blodåre (vene) med to åreknuder. I benets midte ses de dybe blodårer samt forbindelserne (kommunikanterne) imellem de to systemer. Én af kommunikanterne har åreknude, opstået som følge af svigtende funktion af veneklapperne i benets venstre vene (ben set bagfra).
.
Blodbaneprincip i ben – åreknuder:
Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.
Åreknuder (variser):
Åreknuder (variser) er abnormt dilaterede (udvidede, udstrukne) og snoede vener. Er en hyppigt forekommende lidelse og er en sygelig udvidelse af blodårerne (vener, returårer) indenfor et begrænset område f.eks. indv. i spiserør, hæmorider, på skamlæber eller på underlivet.
Almindeligvis mener man dem på benene når man taler om åreknuder.
Ved åreknuder forstår man altså sygeligt udvidede og snoede vener på underbenene. Det er en meget almindelig lidelse, der forekommer hos ca. 20 % af mennesker over 55 år. Hos de fleste er åreknuderne begyndt at vise sig allerede i 20-30 års alderen, kvinder er de mest udsatte og udgør op mod 80 % af patienterne.
Når benenes vener udvides og forlænges, skyldes det trykket fra opstemt blod. I arterierne holdes blodet i bevægelse af hjertets pumpen, men efterhånden som blodet kommer frem i de snævre kar i væv og organer, falder blodtrykket stærkt, og når blodet løber ud i venerne, der fører det tilbage mod hjertet, er trykket for svagt til at løfte det opefter mod tyngdekraften.
Denne såkaldte muskelvenepumpe driver normalt altid blodet i den rigtige retning, mod hjertet, fordi venerne i arme og ben er forsynet med halvmåneformede poseklapper, der er anbragt parvis over for hinanden med kort mellemrum. Klapperne deler den lange blodsøjle i venerne fra foden til hjertet op i mange korte søjler, så klapper og det tilhørende veneafsnit kan bære vægten af en ringe mængde blod.
Mærkeligt nok har de firbenede meget sjældent åreknuder.
Åreknuder kan også være en følge af årebetændelse, men lige så ofte er det omvendt.
Hyppigst på underekstremiteterne (benene) og hyppigst i de overfladiske vener der kun støttes af subcutant væv (underhudsvæv), altså ret løst væv og ikke som de dybe vener der er støttet af muskulatur og fascier (bindevæv, bindevævshinder, senehinder).
Varicer i underekstremiteterne findes hos 10 % af alle over 35 år og hos 20 % af alle over 55 år. Er 4 gange så hyppig hos kvinder.
P.gr.a. den relativt dårlige cutane blodcirkulation (hudlige) distalt (foran) på crus (fra fødder til knæ – skinneben) ses sår ikke på fødderne eller højere oppe på crus eller femur (låret), hvorimod det vencøse (vedr. blodårerne) ulcus (kronisk sår med ringe tilbøjelighed til at hele) er lokaliseret nedadtil på crus og over malleolerne (ankelknuderne).
Ruptur (bristninger) kan let ske ved store varicer med betydelig blødning til følge, men standses dog let ved elevation (at hæve) af ben og kompression af det blødende sted.
Ødem der tiltager i dagens løb og aftager ved elevation er ikke nødvendigvis en følge af varicer.
Varicer kan foranledige akutte, irriterende, inflammerede hudreaktioner, mere kroniske læderagtige, brunlige pigmenterede fortykkelser af huden.
Primære varicer = medfødt defekt i venevæg og klapper (oftest arveligt). Sekundære varicer = ofte forårsaget af en række lidelser.
Primære varicer har et godartet forløb med få komplikationer.
Sekundære varicer har et forløb der afhænger af lidelsens natur.
Symptomer ved sekundære varicer: tyngdefornemmelse, lettere smerter, hudkløe og kramper.
Symptomerne ved åreknuder:
Symptomerne er for det første selve åreknuden eller åreknuderne, der præsenterer sig som knudrede, over hudens normale niveau fremspringende, blålig udvidelser af de overfladiske blodårer. De er hyppigst lokaliserede til underbenene, men kan strække sig helt op i lysken. I stående stilling er de mere fremtrædende og spændte. I liggende stilling når benet anbringes højt, kan de tilsyneladende forsvinde helt. I mere udtalte tilfælde begynder huden derefter nedadtil på benet at blive tynd og blank, rødlig eller brun.
Disse forandringer er en følge af den dårlige iltforsyning til venerne. Næste stadium er, at der danner sig et skinnebenssår, som er vanskelig at få til at hele, og som ofte bliver sæde for betændelse, da vævene også er mindre modstandsdygtige mod infektion på grund af den svigtende ilttilførsel. I de fleste tilfælde af åreknuder vil der være tilbøjelighed til hævede ben (ødem). Dette er især udtalt, hvis klapperne i de dybe blodårer er gået til grunde og skyldes som nævnt opstemning af blodet i blodkar og hårkarnet.
De mere subjektive symptomer består i tyngdefornemmelse og træthed i benene, eventuelt stigende til smerter. I andre tilfælde klager personerne over hudkløe på benene eller natlige kramper. Alle disse symptomer er en følge af det svigtende kredsløb i benene og den deraf opståede mangelfulde tilførsel af ilt til vævene.
En anden følge af svigtende veneklapper er at den stærke opstemning af blodet i den nederste del af blodårerne virker tilbage på kapillærerne (hårkarnettet) og fremkalder også blodopstemning her. Dette indebærer at der kommer mindre ernæring og ilt ud i venerne, hvorved cellernes levedygtighed og immunforsvar nedsættes. Desuden sker der en ren mekanisk udpresning af væske fra blodbanen ud i vævene med synlige væskeansamlinger til følge (ødemer). I udtalte tilfælde nedsættes ilttilførslen på benene så meget at der dannes skinnebenssår, som oftest er vanskelige at behandle.
Årsager til sygelig udvikling i veneklapper:
Ved de primære åreknuder (medfødt defekt i venevæg og klapper) i form af ofte små eller svage klapper. I andre tilfælde er selve blodårernes (venernes) vægge for tynde til at modstå blodstrømmen således at årens tværsnit bliver større så klapperne ikke kan nå sammen.
Herudover kan varicer starte med årebetændelse, som regel i de dybe vener, hvorved klapperne simpelt hen bliver begravet i nydannet væv, idet blodet størkner i blodåren og det størknede blod ganske enkelt fastvokser til blodårevæggen som bliver tykkere og tykkere, dækker veneklapperne og således bliver til årer med glatte vægge.
Yderligere kan patienter med meget store åreknuder få symptomer på kredsløbslidelse i form af hurtig puls, smerter i hjerteregionen og åndenød af forskellige årsager. Når disse mennesker står op deponeres ca. 1 ltr. blod i åreknuderne, hvilket er ca. 1/5 af organismens samlede blodmængde, og den ltr. mangler simpelt hen andet sted i kroppen.
Undersøgelse og kontrol af de overfladiske vener og kommunikanter:
De overfladiske vener og kommunikanterne (forbindelsesvenerne) vil tømme sig hvis klient ligger på ryg med ben lodret samtidigt med strygende bevægelser fra fod til lyske; hvis man nu blokerer venerne ved lyske og klient står op, vil ved normal funktion, ske en langsom, distal (længst væk fra kroppens midte) fyldning efter at venerne har været tomme i nogle minutter. Sker dette hurtigere er kommunikanternes klapper insufficiente (utilstrækkelig funktion af et organ).
Hvis man nu i stedet fjernede kompressionen inden distale fyldning sker, vil ved insufficiente klapper i de overfladiske vener, ses en styrtfyldning centralt fra.
Undersøgelse og kontrol af det dybe venesystem:
Gummislange højt på femur (lår) eller under knæ på stående patient; strammes nok til at lukke de overfladiske, men ikke de dybe vener – patient skal nu gå omkring og flg. iagttagelser og konklusioner drages:
Varicer tømmer sig = kommunikanternes klapper er sufficiente (tilstrækkelige) og dyb venepassage er fri.
Varicer forbliver uændrede kommunikanternes klapper er insufficiente, men dyb venepassage er fri.
Varicer mere spændte og evt. smertende = kommunikanternes klapper er insufficiente og komprommitering i det dybe venesystems tilbageløb.
Behandling:
Stående mennesker med symptomer må ikke stå bomstille, men hyppigt flytte vægt fra det ene ben til det andet.
Natligt højt anbragte ben.
Komprimerende bandage eller strømper, der tvinger det venøse (vedr. blodårerne) blod fra de overfladiske til de dybe vener.
Lokale injektioner direkte i venen med forskellige injektionsmidler, er ikke permanente og ikke ufarlige.
Operativ behandling af de overfladiske varicer kræver normal funktion af de dybe vener og omvendt.
Resektion (borttagning) af et stykke af et organ el. en legemsdel) af vener, eller Stripping (fjernelse).
Midler mod åreknuder:
Injektion i åreknuder for at fremkalde irritationstilstand der medfører at blodåren omdannes til arvæv. Denne metode kan benyttes til åreknuder på benene, stregformede åresprængninger i huden, til hæmorider og åreknuder i spiserøret.
Venepumpe og veneklapper:
P.gr.a. det hydrostatiske tryk vil venetrykket i fødderne altså være omkring + 90 mm. hg. i en stående person,- hvis det da ikke lige var for veneklapperne.
Hver gang man bevæger sine ben eller spænder sine muskler presser musklerne mod fascia og fascia mod huden således at f.eks. benenes vener komprimeres, hvorved blodet vil flyde væk fra området. Veneklapperne tillader kun blodstrøm mod hjertet, så hver gang man bevæger et ben eller spænder benmusklen, bliver en vis mængde blod “skruet“ mod hjertet og trykket i de underliggende vener falder. Dette kaldes venepumpen eller muskelpumpen og denne er effektiv nok til at venetrykket hos en voksen kun behøver at være + 25 mm. hg.
Hvis personen står helt stille virker venepumpen ikke og venetrykket i benene kan herfor stige til det fulde hydrostatiske tryk på + 9o, og dette på ca. 30 sekunder. Under sådanne omstændigheder stiger trykket også i kapillærerne væsentligt – og herved lækker “vævsvæske” fra det cirkulære system ind i vævsområderne. Resultatet bliver at benene svulmer op og blodvolumen formindskes. Faktisk forsvinder så meget som 15 -20 % af blodvolumen efterhånden fra cirkulationssystemet indenfor de første 15 minutters ståen.
Veners funktion:
Alle vener undtagen de store centrale stammer er forsynede med veneklapper og disse klapper findes i vener helt ned til en diameter af 0,5 mm.
Venoler er de allermest perifere forgreninger af venesystemet, der står i direkte forbindelse med den venøse ende af kapillærerne. Venolerne har ingen speciel funktionel betydning og modstanden i venolerne er ganske lille. Derfor skal der ikke stor trykforskel til at overvinde strømningsmodstanden i venesystemet og i hvert fald lavere end det tilsvarende kraftforbrug i arteriesystemet (blodfremløb), hvilket også hænger sammen med at det samlede tværsnit, på ethvert niveau, er større i venesystemet end i arteriesystemet.
Et menneske har i liggende stilling et tryk i forvenerne på 5-10 mm. Hg og hos et stående (i kort tid) et ganske lidt højere, men musklernes (de tværstribedes) aktivitet har en udtalt fremmende virkning på venetryk, der ved muskelaktivitet kan bringe trykket op på over 100 mm Hg (sammenlignet med arterietrykket = 110-120 mm Hg).
Ved muskelbevægelser vil venerne, og navnlig de dybe vener, blive udsat for et vekslende tryk, enten direkte fra muskelbugene eller indirekte gennem spænding i fascier (bindevæv, bindevævshinde, senehinde ). En forøgelse af blodtrykket i arteriolerne forhøjer også venetrykket fordi arterioler og vener ligger tæt sammen (især de dybe i stramme og kun lidt eftergivelige fascier — derfor næsten totalt svigtende “venepumpe i en slapt nedhængende ekstremitet (arm el. ben). Man antager endvidere at en forhøjet muskeltonus (spændingstilstand) automatisk forhøjer venetrykket.
Også de overfladiske vener der ligger indlejret i/den overfladiske fascie udsættes for venepumpen men effekten af venepumpen er størst i de dybe ekstremiteters vener der er hovedafløbskanaler for ekstremiteternes blod. De subcutane (i underhuden) vener har forbindelser (kommunikanter) og disses veneklapper åbner indad mod de dybe vener. Det subcutane (i underhuden siddende) venenet betragtes som et dræneringssystem der i hele sit forløb tømmer sig ind i de dybe vener og der føres kun en lille mængde blod op langs hele ekstremitetens (benets) længde.
En slap og atrofisk (svind af legemets væv el. organer) muskulatur begunstiger således til svigten af venepumpen og ved en mere udtalt svigten vil venerne udvide sig, hvilket fører til insufficiens (utilstrækkelig funktion af et organ) af veneklapperne som navnlig rammer de overfladiske vener, men senere også klapperne i kommunikanterne (forbindelsesvenerne fra de overfladiske vener til de dybe vener). Resultatet af dette bliver at blodet vil stå og “pendle“ frem og tilbage i kommunikanterne, da en kompression i de dybe vener sender blod igennem kommunikanterne mod de overfladiske vener – altså den forkerte vej p.gr.a. ødelagte veneklapper – venepumpen i de dybe vener bliver altså ineffektiv når kommunikanternes klapper bliver ødelagt. Derfor prøver man at eliminere de overfladiske vener ved hjælp af passende stramme forbindinger eller ved operativ fjernelse af overfladiske venestammer.
En anden funktion af veneklapperne er at inddele f.eks. benenes lange blodsøjler i etager for bedre at kunne bære vægten af blod – modsat ville karvægge ikke kunne modstå blodets søjletryk.
Blodvolumen:
Blod indeholder både ekstracellulær vævsvæske (plasmaet) og intracellulære væske (væske i de røde blodlegemer). Den normale blodvolumen (mængde) i en normal voksen er næsten nøjagtigt 5000 ml., hvoraf de 3000 ml. er plasma og resten er røde blodlegemer.
Ekstracellulær væske:
Er alt væske udenfor cellerne, dette væske bliver konstant mixed og hos en voksen, 70 kg. tung person, findes 15 ltr. af denne slags væske.
Intracellulær væske:
Er alt væske inde i kroppens 100 trillioner celler, og af kroppens i alt 40 ltr. væske, udgør dette intracellulære væske ca. 25 ltr.
Venernes funktionelle reserver:
Der befinder sig ca. 50 % af hele blodcirkulationblodmængden i venerne, hvorfor disse til tider kaldes cirkulationens blodreserve.
Ved blodtab i et omfang hvor arterietrykket begynder at falde, vil trykreflekser modtages fra de i halsen siddende vener og andre trykfølsomme områder i kredsløbet; disse afstedkommer automatisk sammentrækning af venerne, som automatisk således optager det “slup” i kredsløbet der opstår ved blodtab.
Selv ved blodtab på op til 20-25 % vil blodcirkulationssystemet ofte fungere næsten normalt, takket være dette variable reservoirsystem.
Af specifikke blodreserver kan nævnes:
Milten, der i størrelse kan trække sig så meget sammen at den kan slippe 150 ml. blod ud til andre, mere trængende organer.
De store vener i underlivet kan frigive 300 ml.
Leveren, hvis vener kan frigive flere hundrede milliliter blod.
Hudens venenet som sandsynligvis kan tilbyde flere hundrede milliliter.
Selv hjertet og lungerne kan, selv om de ikke er en del af venesystemet, reducere deres størrelser og kan herved optage ”slup” efter blodtab og kan deltage med henholdsvis 100 og 100 – 120 ml. blod, når pulstrykket falder til et lavt niveau.
Undersøgelse af veners funktion ved måling af “middelcirkulationstrykket“:
Ved at stoppe hjertet indenfor få sekunder og pumpe blodet fra arteriesystemet ind i venerne, vil der opstå “en ligevægt“ i det store og det lille kredsløbs samlede karreserver. Dette “ligevægtstryk“ hedder “middelcirkulationstryk“ og er faktiskt et udtryk for hvor meget karsystemet kan udfyldes med blod, hvorfor nævnte tryk stiger i takt med graden af “blodfyldning” (specielt i venerne).
Den normale værdi er 7 mm. hg. , men f.eks. som følge af en massiv transfusion kan denne værdi stige til 30- 40 mm. hg., og ved hjertefejl, hvor cirkulationsblodvolumen er stærkt forøget, kan denne værdi stige til 20-25 mm. hg.
Også venernes sammentrækningsgrad kan kortlægges ved denne metode p.gr.a. flg. sammenhæng:
Eftersom venerne har en stor eftergivelighed sammenlignet med de øvrige kar, er middelcirkulationstrykket omkring 4/5 bestemt af venespænding – og fyldning, imod kun 1/5 bestemt af det resterende cirkulationssystem. Derfor vil kun små ændringer i graden af venesammentrækninger give store udslag i “middelcirkulationstrykket “, hvorimod selv større ændringer i graden af sammentrækning i f.eks. arteriolerne, pulsårerne osv., kun vil give et lille udslag i “middelcirkulationstrykket”.
LEKSIKON er opdelt i følgende områder:
1. Nogle af menneskets nøgletal.
2. Blodsystem. – Du er hér.
CTRL + Home bringer dig til toppen af denne side. – Eller klik hér.