Skellet og knogler | Massage i fritiden

8. Skellet og knogler:

Skellet og knogler generelt
Sygdomme i skellet og knogler

Illustrationer:

Skellet forfra 1
Skellet forfra 2
Skellet bagfra
Princip knogle
Rygsøjlen
Princip rygmarvnerver
Røntgen af hals
Røntgen af lænd
Rundryggethed (Scheuermanns sygdom)
Rygskævhed (Skoliosis)

Skellet og knogler generelt:

Skellet forfra 1:

Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.

Skellet forfra 2:

Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.

Skellet bagfra:

Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.

Princip knogle:

Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.

Knogler og muskler sørger i samspil for legemets bevægelse.

Skelettet former og støtter kroppen.

Leddene muliggør bevægelse.

Knoglerne kan betegnes som legemets kalkdepot.

Der findes 4 former for knogler:

– Lange knogler (som også kaldes rørknogler fordi deres skaft er hult). Disse knogler findes i arme og ben (og fungerer som vægtstænger). Rørknoglernes ender kaldes epifysen og skaftet kaldes diafysen.

– Flade knogler, som danner vægge omkring legemets hulheder, for beskyttelse af sarte organer. Disse knogler er brystben, ribben, mange af hovedets knogler, skulderbladet og hoftebenene.

– Korte knogler. Findes i hånd og fodled (disse knogler overfører muskelkraft).

– Uregelmæssige knogler. F.eks. dem i ryghvirvlerne.

Alle knoglers ledflader er glatte, og dér hvor sener og muskler hæfter sig, findes ofte uregelmæssige fremspring på knoglen.

Knogler er beklædt med benhinde (periost). Periosten er bundet fast til knoglevævet, især hvor muskler og sener hæfter sig. Periosten indeholder blodkar til ernæring af knoglevævet. Periosten indeholder også følenerver, som registrerer smerte ved læsion i knogle og periost, samt ved spark på skinnebenet. Periosten indeholder også lymfekar.

Knogler er forsynet med arterier og vener ligesom andre organer. Herigennem modtager knoglevævet næringsstoffer, ilt, hormoner, kalksalte og andre stoffer, som er nødvendige for væksten. Via denne blodbane borttransporteres også affaldsstoffer.

En knogle vokser i længden mellem epifyse og diafyse. En knogle vokser i bredden lige under benhinden (periosten), hvor knoglelaget vokser ved celledeling og aflejring af kalksalte. Knoglens skal dannes hos voksne af hårdt kalkholdigt knoglevæv. Den kalkholdige del aflejres under dannelsen, sådan at knoglevævet bliver stærkest i de trykretninger hvor knoglen er mest udsat.

Den yderste del af knoglevævet under benhinden er kompakt, og indadtil fyldes knoglen af porøst, svampeagtigt knoglevæv.

I nogle af knoglernes spongio findes rød knoglemarv (marvhulen), hvori der dannes røde blodlegemer, blodplader og to hovedformer af hvide blodlegemer (granulocytter og monolocytter). Den røde knoglemarv tilsætter blodet: røde blodlegemer (som transporterer ilt), de hvide blodlegemer kaldt granulocytter og monocytter (som bekæmper infektioner), samt blodplader (der standser blødninger).

Det hårde kalkholdige knoglevævs opbygning i substantia compacta, substantia spongiosa og hulrum, giver knoglen lethed og styrke. I compacta, såvel som i spongiosa er der hulrum, hvori knoglevævets celler ligger.

Sygdomme i skellet og knogler:

Afkalkning (skøre og svage knogler – Osteoporose)
Benedder
Diskusprolaps
Hekseskud
Rundryggethed (Scheuermanns sygdom)
Rygskævhed (Skoliosis)

Afkalkning (skøre og svage knogler – Osteoporose):

Når kvinder når klimakteriet får de en tendens til afkalkning af knogler, hvilket man mener at en ganske lille dosis østrogen dagligt kan modvirke. Ligeledes anbefales en fornuftig kost og ved at bruge kroppen noget mere (arbejde og motion).

Sjældent sker afkalkning ved forstørrelse af en eller flere biskjoldbruskkirtler, hvilket samtidigt fører til for højt kalkindhold i blodet og tilkalkning i nyrer med nyrestensdannelse til følge. Behandlingen er her fjernelse af de forstørrede biskjoldbruskkirtler.

Også ældre mennesker kan have tendens til skøre og svage knogler, der har svært ved at holde til dagligdagens almindelige belastninger. Mange ældre plages af kroniske smerter p.gr.a. sammensunkne ryghvirvler og brækkede lårben, mange af disse mennesker kan ikke klare sig i deres hjem og man regner med at 3-4 % af danske hospitalssenge er optaget af disse lidelser. Efter 65 års alderen brækker 15 % af danske kvinder og 5 % danske mænd lårbenet.

Af betydning for lidelsens opståen har: fysisk aktivitet, alkohol, rygning, arv og hormoner samt for lidt d- vitamin og kalcium i kosten spiller en rolle.

Man mener, at hvis man under opvæksten får tilført for lidt kalcium bliver der for lidt af dette indbygget i knoglerne hvorved der senere i livet kan opstå skørhed.

Kvinder der har passeret overgangsalderen, kan ved indtagelse af tilstrækkeligt kalcium og D – vitamin formindske knoglehenfald.

Alkohol og kaffe i moderate mængder øger ikke afkalkningen, men det gør rygningen derimod.

Benedder (Osteomyelitis):

Er betændelse der breder sig til led, der destrueres som følge af betændelse af knogler eller periost (benhinde) med stafylo- og streptococcer. Er altså et svært henfald af knoglen. Høj feber og knogle- og ledømhed, men betændelsessted kan først konstateres efter 2-4 uger.

Udvikler sig videre ved afstødning af knogledele gennem huden (sekvestre), der bliver spændt ud af pusset.

Behandling:

Universel pincillinbehandling og lokale operationer.

Diskusprolaps:

Allerede ved 10-20 års alderen begynder hvirvel skiverne (disci) at miste noget af deres elasticitet og fra 20-30 års alderen kommer der tegn på degeneration (slidgigt) i dem. Både hos let- og tungtarbejdende optræder afsmalning, men de tungtarbejdende får langt hyppigere lændehold og iskias p.gr.a. overbelastninger af ryggens muskulatur.

De forudgående smerter kommer fra den syge kapsel som er ved at briste eller fra store muskelgrupper som søger at holde det syge område i ro og derved bliver ømme og overanstrengte.

Brok (diskusprolaps) dannes ved at de degenererede hvirvelskiver (disci) – der er firkantede, ved foroverbøjning, løftning og sidden klemmes bagud (altså skive indholdet), og hvis discierne ikke er elastiske nok og bindevævet omkring dem er svagt, brister de og der danner sig da brok (diskusprolaps), som trykker på nerverødderne på disciens bagside. Den udbristede masse (nucleus pulposus) kan blive hasselnødstor og afstedkommer jagende smerter ud i arm eller ben; følgende iskiasnerven helt ned i hælen, især via bagsiden af lår og læg.

Hosten, nysen og afføring, hvilket afstedkommer øget tryk i bughulen og rygmarvskanal, forværrer smerterne med stærke jag. Der kan også opstå følenedsættelse, snurrende fornemmelser og lammelser i arm eller ben.

I stående stilling ses ryggen flad uden lændesvaj; i nogle tilfælde er den skæv – forskudt til siden.

I liggende stilling kan det syge ben kun løftes ganske lidt, strakt fra underlaget uden at det smerter i ryg og ben. En anden prøve er at siddende (med hofte flekteret 90 grader), at ekstendere knæleddet; evt. liggende.

Prolapserne findes hyppigst i den nederste del af lændesøjlen eller i den nederste del af hals; hvor bevægeligheden er størst.

Ved diskusprolaps går smerterne som nævnt ofte helt ned bag i benet til hælen. Det kan være voldsomme, uudholdelige smerter, men der er intet i vejen med benet, idet et tryk på en nerve et sted forårsager smerte der hvor nerven løber hen.

Ofte er anledningen en forkert bevægelse (forløftning). Dette kaldes et hekseskud (også kaldet akut lumbago) og er som tidl. nævnt en blokering mellem to enkelte hvirvler, hvilket behandles med ro og varme, smertestillende medicin og evt. blokader.

Der kan optræde føleforstyrrelser i det ene ben, oftest på ydersiden; muskellammelser så man ikke “kan stå på hæl”, og der kan være besvær med afføring og vandladning.

Undersøgelsesmetoder i f. m. iskias og diskusprolaps:

1. Hvor højt det strakte ben kan løftes, eller knæet strækkes med hoften flekteret (bøjet) 900.

2. Om der er ømhed i lænden ved bagudføring af ben.

3. Tilstedeværelse af knæ – og hofterefleks.

4. Gang på hæl og gang på tæer for at se om der er lammelser.

5. Måling af evt. muskelsvind på lår og læg; evt. føleforstyrrelser på lår og læg.

6. Kraftnedsætte svarende til tåmusklerne + røngtenundersøgelser.

Cervical diskusprolaps:

Der sker en forkalkning langs bruskskiverne efter en affladning af bruskskiverne er sket (sidstnævnte kaldes en bruskskivedegeneration). Disse forkalkede betændelsestilstande og selve prolapsen kan ved sit sæde udøve et tryk, dels direkte på nerverødderne, dels på selve halsmarven.

Trykket på nerverødderne medfører stærke, ofte pinefulde, brændende smerter ud i arme og fingre og trykket på halsmarven kan udløse lammelser, føleforstyrrelser og vandladningssymptomer.

Næsten alle over 40-50 år, vil ved røntgenfotografier, frembyde sådanne forandringer, men kun et fåtal bliver generet heraf.

Kun sjældent, og i meget alvorlige tilfælde kan man forsøge sig med operation.

Behandling:

Sengeleje op til 8 uger, strækbehandlinger.

Afhænger i øvrigt af tilfældenes sværhedsgrad.

Halsrygsøjlen: Sygegymnastik, manipulation, strækbehandling.

Lænden: Ro i fast, flad seng, stræk – og manipulationsbehandlinger, hænge sig i armene, bare nogle sekunder, sygegymnastik, opbygning af et solidt muskelværn (støttekorset), afslappende massage, varme, kortbølge o. lign. Ledfrigøring.

Massiv prolaps: Hvor der er lammelser og muskelsvind i benet = operation.

Pludselige bevægelser kan fremkalde prolapser, men er oftest følgen af gentagne hårde belastninger under foroverbøjning eller under rotation af rygsøjlen (derfor støttekorset – ofte i 1-2 år, hvorefter discuslidelsen som regel falder til ro).

Discue intervertebralis er en symfyse (sammenvoksning, brusket forbindelse) der forbinder corpora (hvirvelkroppene) af to hvirvler. Discus består af en hyalin (glasagtig, gennemsigtig) bruskplade mod hver corpus, en kraftig fibrøs (bestående af bindevæv) ring kaldet anulus fibrosus og indenfor denne en blødere gelatinøs (geleagtig) masse som heder nucleus pulposa. Der er ingen kar her og nucleus ernæres fra knoglen gennem osmose (diffusion af en væske ind i en anden gennem en porøs væg), som fremmes i opret stilling.

Der sker det at der opstår degenerative forandringer i den hyaline (glasagtige, gennemsigtige) bruskplade; hvorved discus får dårlig ernæring, således at den mister sin elasticitet og indhold kan presses bagud, anulus (den kraftige fibrøse ring) kan briste, det degenererede væv poser bagud og danner en prolaps.

Sker som nævnt oftest i hals – og lændehvirvler, hvor der normalt er lordose (rygkrumning indad) og man antager at dagligdagens slid og evt. traumer, der modvirker denne naturlige lordose er en udløsende faktor til opståen af diskusprolaps. Smerter er dybtliggende af tandpineagtig karakter, de er lokaliserede og forværres ved anstrengelser og ved radikulært tryk (tryk på nerverødderne) er der foruden smerter også paræstesier (abnorm fornemmelse f.eks. snurren el. sammentrækninger) i arme og ben og evt. tillige dødhedsfornemmelse og evt. pareser (lettere lammelser).

Når ryghvirvlerne slides går det især ud over de elastiske bånd, som indeslutter pastaen midt i skiven; disse bånd slides efterhånden tynde især nedadtil i lænden. Når man står og sidder er der altid tryk på skiverne og især når man løfter i foroverbøjet stilling.

Når den elastiske kapsel springer sker det næsten altid bagtil, hvorved en del af den centrale pasta (nucleus pulposus) trykkes ud i rummet bagved bruskskiven, hvor der i forvejen er trang plads, da her løber nervetråde som fører til benet.

I begyndelsen vil der ofte være smerter i lænden svarende til det syge sted og disse smerter kommer altså fra den syge kapsel der er ved at briste og eller fra de store muskelgrupper som forsøger at kompensere ved at holde det syge område i ro og derved pådrager sig et statisk muskelarbejde, så disse bliver overanstrengte og ømme.

Når bruskskivens kapsel så er sprængt og diskusprolapsen trykker på nerverne, kommer der også smerter ned i benet, især på bagsiden af lår og læg helt ned til hælen, altså svarende til iskiasnervens forløb.

Diagnosen stilles på de typiske symptomer, samt eventuelle objektivt påviselige sensibilitetsnedsættelser og refleksforandringer eller pareser (lette lammelser) og muskelatrofi (muskelsvind)

Røntgen viser affladet discus og osteofyter (udvækster af knoglevæv).

Røngtenfunktionsprøver viser indskrænket bevægelighed.

Ved prolaps kan myelografi give diagnosen.

Behandling:

I sin milde form: fysioterapi til modvirkning af myoser, støttekorset. Operation.

Rygsøjlen:

Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.

Princip rygmarvsnerver:

Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.

Røntgen af hals:

Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.

Røntgen af lænd:

Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.

Rundryggethed (Scheuermanns sygdom):

Udvikler sig i 10-20 års alderen. Ømhed og træthed af ryggen. Er dispositionsbetinget og kan udvikle sig uden belastning. Forandringer i brystryghvirvlerne, som kileformede med spidsen vendende fortil; hvirvelskiverne er som regel uskadte.

Smerter holder inde når vokseperioden afsluttes (ca. 25 år), men den dårlige holdning forbliver.

Lidelsen disponerer for slidgigt i bryst- og lænderygsøjle i den voksne alder.

De kileformede ryghvirvler fører altid til kassation som soldat.

Sidder de defekte hvirvler lige over bæltestedet, ved overgangen til lænden, bliver der ofte problemer med svære og langvarige rygsmerter. Ofte fører medfølgende krumpninger i halshvirvlerne til hovedpine og hold i nakken.

Er en ændring af columna i det sagitale (lodret plan gennem legemets midtlinie forfra og bagtil) plan, hvilket fører til statiske forandringer, hvorved musklerne får et abnormt træk og overbelastes med påfølgende myoser til følge.

Ses altså hyppigst hos unge mænd mod vækstperiodens afslutning.

Skyldes sikkert vækstforstyrrelser fortil i hvirvlerne i thorakal- og lumbaldelen. Hvirvlerne bliver kileformede, lavest fortil, hvorved den thorakale kyfose (pukkelryggethed) øges.

Symptomerne er smerter og træthed i ryggen og dårlig holdning ved rundryggethed og evt. også skævhed (skoliose).

Diagnosen stilles på den typiske alder og de kliniske symptomer. Røntgen viser forandringer i vækstsonerne, og senere ses kileformede corpora (hvirvelkroppe) og spondylosen (den sygelige tilstand i rygsøjlen).

Behandling:

Skånende regime (levemåde), omlægning af erhverv, korset kan hjælpe.

Hvis årsagen – de kileformede hvirvler, sidder højt i ryggen, mellem skulderbladene, er der kun brug for aflastning indtil 25 års alderen, hvorefter ryggen bliver stærk og bæredygtig, men stadig rund. Sidder de lige over bæltestedet, bliver der ofte svære og langvarige rygsmerter.

Prognose: Den thorakale form: fortsatte, men ikke slemme fortsatte gener der først bliver generende i 50-60 ars alderen. Den lumbale form er værre og fører ofte til omlægning af erhverv.

Rundryggethed (Schuermanns sygdom):

Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.

Rygskævhed (Skoliosis):

En sådan ryg bliver let over- eller fejlbelastet og giver tit hold i ryggen.

Er en forskydning af ryghvirvlerne til siden for midterlinien. Der kan forekomme øget rundryggethed eller lændesvaj.

Kan være funktionel: godartet, forkortning af det ene ben eller lidt skævhed i bækkenknoglernes vækst. Lang bue af ryggen til højre eller til venstre, ofte med samtidig mindsket lændesvaj.

Omkring 15-18 års alderen retter det sig som regel.

Behandling:

Indlæg i sål/hæl.

Den strukturelle skoliose:

Er sværere: skyldes misdannelse i ryghvirvlerne (engelsk syge, bindevævsstramninger, polio, tuberkulose eller operationer i brysthulen).

Lang bue af rygsøjle til én af siderne, men kan også være S – formet med øget rundryggethed og øget lændesvaj. Brystkassen deformeres så der kommer tryk på hjerte og lunger. Uden behandling forværres tilstanden ofte, og der kan så udvikles livstruende hjerte- lungelidelser.

Behandling:

Ryg må ikke belastes med at sidde og stå. 1 år i gipsleje. Sygegymnastik vil få musklerne til at modvirke stramninger i bindevævet. Stofkorset. Operation.

Normalt har columna en lordose (en bagud konkav krumning) i cervikal- og lumbal delen og en kyfose (en bagud konveks krumning) i thorakal – og sacraldelen. Se illustration.

Disse krumninger er i sagitalplanet, hvorimod skoliosis er en sidekrumning i frontalplanet.

En statisk skoliose kan altså opstå ved længdeforskel af benene; og en sådan skoliose bliver sjældent fikseret og korrigeres ved forhøjelse af fodtøj.

En strukturel skoliose skyldes lidelser i knogler, muskler eller nerver og bliver hurtigt fikseret og er vanskelig at korrigere. Skyldes ofte kongenitte (medfødte) knogledeformiteter, infektioner eller traumer i vækstperioden, f.eks. lammelser i musklerne p.gr.a. polio, muskeldystrofi (mangelfuld ernæring af muskel), eller andre nervelidelser.

Den idiopatiske (selvstændigt optrædende sygdom uden årsag i andre lidelser) skoliose, har ingen påviselige årsager og begynder hurtigt efter fødslen og kan blive svære.

Symptomer: Selve deformiteten og træthedsmerter, og i de svære tilfælde hjerte- og lungeinsufficiens (utilstrækkelig funktion af et organ) p.gr.a. thorax- deformiteten.

Behandling:

Tidlig korrektion og fiksation ved f.eks. specielt korset som giver et længdetræk på columna ved traktion på hoved og bækken og som må bæres hele vækstperioden. Redression (rette et lem ud igen) i gips, med påfølgende spondylodese.