3. Hud (cutan):
Illustrationer:
.
Hud generelt:
Princip i hud:
Se stort foto. – Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.
.
Hud og slimhinder:
Hos en voksen udgør huden ca. 1,6 m², og udgør ca. 15 % af vor kropsvægt.
Det menneskelige legeme kræver en ret konstant temperatur, og et ret konstant væskeindhold, og dette er huden med til at opretholde.
Hudens funktioner er:
- At beskytter legemet mod fordampning og indtrængning af vand.
- At deltagelse i legemets regulering af temperaturen.
- At deponere vand og fedt.
- At medvirke i dannelse af D- vitamin.
- At beskytte legemet mod udefra kommende påvirkninger – af mekanisk art, af kemisk art, af mikrobiologisk art, og mod solens skadelige påvirkninger.
- At opfatte påvirkninger gennem sanseceller.
- At deltage i kommunikationsprocessen, f.eks. kan vrede, angst og frygt ændre hudens farve.
Der skelnes mellem følgende 3 hovedlag i huden:
Overhud:
Består yderst af et dødt forhornet cellelag (hornlaget), og herunder vækstlaget. De øverste cellelag (hornlaget) afstødes konstant og erstattes af nye celler fra det underliggende vækstlag. Transporten af nærings- og affaldsstoffer i overhud sker direkte mellem vævsvæsken og de enkelte celler, idet der ikke findes blod- og lymfekar i overhuden.
I overhuden findes:
Negle – som beskytter fingres og tæers yderlige dele mod tryk, stød og slag.
Hår – som vokser fra hårrodden i læderhuden og føres via hårsækken ud gennem overhuden.
Udførselsgange fra talg- og svedkirtler, som befinder sig omkring hvert hår, og som producerer talg, hvis indhold af fedt holder huden smidig og delvis vandafvisende.
Læderhud:
Er et bindevævslag mellem overhud og underhud. Bindevævslager består af bindevævsceller i geleagtig substans og indeholder kollagene og elastiske fibre, som deltager i at opretholde hudens elasticitet og spændstighed.
I læderhuden findes:
Små blodkar (kapillærer) – og der er rigeligt med blodkar i læderhuden. Disse blodkar forsyner huden med ilt og næringsstoffer og fjerner affaldsstoffer, samt medvirker ved regulering af legemstemperaturen. Blodgennemstrømningen reguleres af det autonome (ubevidste) nervesystem, som får karrene til at udvide sig eller trække sig sammen, afhængigt af om legemet skal af med overskydende varme, eller nedsætte varmeafgivelsen.
Nervetråde med sanseceller. Nervetrådene leder impulser fra følelegemer (der registrerer tryk, varme, kulde, smerte og berøring) til centralnervesystemet.
Talgkirtler der udmunder i hårsækken, og har til opgave at udskille talg (fedt), som holder huden smidig og delvist vandafvisende.
Svedkirtler i den nederste del af læderhuden (ofte helt nede i underhuden), hvis nederste del er rullet sammen som et garnnøgle, hvorfra en udførselsgang fører op til overfladen. Svedkirtlerne udskiller primært vand og salt.
Hårsækkens nederste del benævnes hårrodden, hvorfra håret får tilført ilt og næringsstoffer for at vokse.
Underhud:
Underhuden forbinder huden med det underliggende muskelvæv. Underhudens tykkelse varierer stærkt fordi underhuden sammen med fedtvæv i bughulen fungerer som legemets fedtdepot. Underhudens fedtdepot er et af vor vigtigste fedtdepoter, og beskytter de underliggende legemsdele.
Underhuden er også et depot for vand, og i tilfælde af udtørring (dehydrering) vil organismen i første omgang trække på dette vanddepot. Ved ødemer er der forøget vandindhold i underhudens væv, hvilket vil give hævelser hvorved huden bliver stram og skinnende.
Slimhinder:
Legemets indre overflade består af slimhinde. Som indre overflade kan nævnes mave- tarmkanal, urinveje, luftrør og kirtelgang. Slimhindens udseende og opbygning vil afhænge af slimhindens funktion.
Hudsygdomme:
Sygdomme, der hovedsageligt er karakteriseret ved symptomer fra huden.
Sygdomsgruppen omfatter hundredvis af lidelser, og det anslår at cirka 15 % af patienterne går til lægen p. gr. a. hudsymptomer.
Når hudsymptomer er så almindelige, skyldes det dels, at huden er udsat for talløse ydre påvirkninger af fysisk og kemisk art, og dels at hudens komplicerede funktioner meget let forstyrres af sygdomme, der rammer hele organismen.
Mange hudlidelser skyldes infektion med mikroskopiske bakterier, svampe eller virus.
Mest almindelige hudsygdomme:
Knuder i huden:
Mest almindelige hudsygdomme:
Eksem:
Eksem er en betændelsestilstand i hudens øverste lag med rødme, hævelse og ganske små blærer. Eksem findes i både akutte og kroniske former, hvoraf de sidste også har skældannelse.
Eksem er den mest almindelige hudsygdom. En tredjedel af patienterne som søger en specialist i hudsygdomme har denne lidelse, i en af dens mange former.
Eksem giver generende rødme. De fleste tilfælde af eksem skyldes, at personen kommer i kontakt med et stof huden ikke kan tåle. Der kan være tale om enten allergi eller en giftig (toksisk) virkning på huden.
Nældefeber:
Symptomet ved nældefeber er rødmende forandringer i huden. De skyldes en lokal ændring i de små blodkars vægge, så der trænger væske gennem dem fra blodet ud i vævet. Derved opstår der fra linse- til håndfladestore, let ophøjede (eleverede) partier. De er lyse, men omgivet at en rød randzone.
Der findes en lang række stoffer i organismen, som kan fremkalde sådanne forandringer i karvægge. Men den vigtigste udløser ved nældefeber er sikkert histamin, der normalt findes bundet i de såkaldte mastceller.
Skælsygdomme:
Alle mennesker har en vis skældannelse i hårbunden. Den kan først regnes for sygelig, hvis den giver kløe, hårtab og måske eksemdannelse.
Sygdommen opstår på grundlag af seborrè, dvs. for rigelig produktion at fedtstof i hudens talgkirtler. Dette gør huden fedtet, opdunstet og grov, måske med store porer.
Tilstanden er arvelig og meget hyppig. Det er især hårbunden, panden, furerne ved næsen og midterfurerne på bryst og ryg, som er sæde for seborré, og det er også her, at skælsygdommen især optræder.
Psoriasis:
Er en almindelig, kronisk forløbende hudsygdom, der viser sig ved et karakteristisk, skællende, pletvis udbredt udslag. Psoriasis kommer som regel i udbrud af meget varierende udbredelse og varighed. Sygdomsforløbet er meget lunefuldt, idet intervallerne imellem udbruddene kan variere fra få uger til adskillige år; nogle patienter er således jævnligt plaget af psoriasisudbrud i det meste af deres levetid, mens andre kun oplever et enkelt eller nogle få lette udbrud.
Psoriasis forekommer hos omkring 2 procent af befolkningen og kan således betegnes som en folkesygdom i lighed med for eksempel ledegigt og sukkersyge.
Psoriasis kan begynde i enhver alder, men størsteparten af patienterne oplever deres første udbrud inden det 25. år.
Årsagen til psoriasis er ukendt. Specielt skal det fremhæves, at infektion kan udelukkes: der er aldrig påvist noget smitstof og sygdommen kan ikke overføres fra et menneske til et andet.
Psoriasisudslættet er særlig lokaliseret til de områder af legemet, der jævnligt påvirkes at tryk eller stød såsom albuerne, knæene og sædepartiet, og undertiden opstår nye psoriasiselementer kort tid efter hudafskrabning eller kradsning af et hudområde, der ikke tidligere har været forandret af sygdommen. Psoriasiselementerne synes således at være udtryk for en generelt ændret reaktionsmåde i huden over for forskellige påvirkninger.
Cellulitis – appelsinhud:
Cellulitis er den medicinske betegnelse for en sygelig tilstand i bindevævet. Cellulitis er ikke fedt, men en geleagtig substans i kæder af runde fedtkugler med centrum af vand og affaldsstoffer, som kroppen ikke har kunnet slippe af med.
Kun kvinder får cellulitis fordi tilstanden er hormonalt betinget (østrogenbalancen). Cellulitis optræder, hvor blodcirkulationen er dårligt og fedtspaltningen rigelig d.v.s. på lår, hofter og overarme. Cellulitis er arveligt betinget.
Man skelner mellem blød og hård cellulitis, den hårde kaldes appelsinhud, fordi huden er fast men bulet, den rammer forholdsvis unge kvinder med normal vægt og god fysisk form. Den hårde cellulitis er hårdt fæstet til muskulaturen, den er tit øm, fordi nerverne i huden presses af trykket på ophobningerne.
Den bløde cellulitis forekommer mest hos ældre og mindre fysisk aktive kvinder med slap muskulatur. Den ses ofte i relation til vægttab og vægtøgning i skiftende rytme.
Behandling af cellulitis:
Det er ikke nok med en afmagringskur, man er nødt til at kombinere med diæt, motion, gymnastik og massage, (knibemassage og bindevævsmassage). Da det svage bindevæv hurtigt beskadiges af en hård massage, kan behandlingen udskiftes med børstning eller lette strygninger med en hamphandske. Diæt skal være saltfattig, da salt binder væske og følge en proteinrig kostplan, samt drikke rigeligt med kogt vand. Når man drikker meget arbejder vævene bedst, og kroppens affaldsstoffer udskilles gennem nyrerne på en naturlig måde.
Drik 2 ltr. kogt vand, helst 4 ltr. pr. dag.
Drik aldrig vand til maden
Gerne et stort glas vand 1/4 time før hvert måltid og igen en time efter.
Kroppens forbrænding skal sættes i vejret, derfor skal maden indeholde bl.a. masser af jod, der findes i skaldyr, fisk, bananer, løg, porrer, spinat, salat, hvidløg og forskellige kål.
Ekstra tilskud af naturligt kalium er vigtigt, fordi der skal drikkes meget vand. Kalium findes i citrusfrugter, abrikoser, bananer, æblemost og tomater.
Knuder i huden:
Der kan være mange årsager til knuder i huden; men i langt de fleste tilfælde er det talgknuder eller fedtknuder. Det er dog altid klogt at søge læge, hvis man får en mistænkelig knude, så der kan stilles en nøjagtig diagnose og afgøres, om knuden bør behandles.
Talgknuder:
Talgknuder kan sidde overalt på huden, men er mest almindelige i hovedet og på halsen. Knuden opstår ved at en talgkirtels udførselsgang aflukkes, antagelig med afstødte hudceller.
Selv om udførselsgangen er tilstoppet, fortsætter kirtlen med at danne talg. Men da det ikke kan udskilles på hudoverfladen som normalt, ophobes det i kirtlen og danner en stadigt voksende knude. I sjældne tilfælde kan de blive knytnævestore.
I almindelighed generer talgknuden kun ved sit udseende, Men der kan gå betændelse i den, så der dannes en byld, som til sidst udtømmer sit indhold af materie og talg.
Fedtknuder:
Fedtknuder består af almindeligt fedtvæv. De ses hyppigst på ryg, nakke, skuldre og bugvæg. Man ved ikke, hvad der forårsager dem; men de har intet med almindelig fedme at gøre.
De vokser meget langsomt, så der kan gå flere år, før de bliver så store, at de buler huden frem og bliver kosmetisk generende. Bortset fra dette giver fedtknuderne sjældent symptomer – medmindre de er så uheldigt lokaliseret, at de trykker på en nerve – så kan de være smertefulde og ømme.
Vorter:
Vorter er en fællesbetegnelse for nogle hudlidelser, der alle skyldes virus, og som kan smitte. Det er en godartet svulstform der hyppigst træffes på hænderne og under fødderne.
Vorterne er paddehattelignende udvækster med en nubret, hård overflade. Under fødderne vokser de dog ikke op over hudoverfladen, men presses i dybden af trykket fra underlaget, når vi står. Af samme grund bliver fodvorter fladere og mere udbredte til siderne end vorter andre steder.
Modermærker (nævi):
Modermærke eller skønhedsplet kaldes for nævus. Det er Ikke nogen sygdom, og man har beregnet at ethvert menneske, spredt over hele hudoverfladen, gennemsnitligt har en snes af disse mærker.
Nævus er arveligt betinget. De kan være til stede ved fødslen eller først vise sig senere i livet. De kan også efterhånden skifte udseende og størrelse, hvilket i almindelighed intet betyder.
De kan være næsten hudfarvede, fremspringende, behårede, brunfarvede af pigment og de er ufarlige og let fjernelige, hvilket bør gøres hvis de begynder at vokse.
De brune nævi kan yderst sjældent udvikle sig til ondartede svulster (melanom), som kan sprede sig til andre organer og blive letale (dødelige).
Vedrørende nævi bør man være opmærksom på hastigt indtrædende forandringer og symptomer som følger:
Nævi der:
- bløder
- bliver lysere eller mørkere.
- eleverer (hæves) i forhold til omgivelserne
- efterhånden tiltager i udstrækning, ligesom der kan opstå nye mørke pletter tæt ved de oprindelige nævi.
– hævelse af de regionale lymfeknuder (se lymfesystem)
Tumorer (svulster):
Svulster er abnorme vævsdannelser. Fremkommer ved en omdannelse af organismens normale celler til svulstceller, som deler sig hurtigere end normale celler, og fortsætter hermed ved celledeling. Svulster er ikke smitsomme. Nogle svulstsygdomme er arvelige. Alle svulster indeholder blodkar, som er i forbindelse med det øvrige blodkarsystem og ernæres som, om end meget hurtigere end alm. celler. Svulster undersøges ved vævsmikroscopi. Ondartede vokser hurtigere end godartede og de ondartede vokser ind i, og ødelægger normalt tilstødende væv og ind i blod- og lymfekar, hvorved modersvulsten kan overføre syge celler til andet sted i kroppen så nye svulster opstår.
Næsten alle bestanddele i huden kan give anledning til svulstdannelse, og oftest drejer det sig om bindevævssvulster (fibromer), svulster bestående af blodårer angiomer, svulster bestående af fedtvæv (lipomer) og svulster i fedtkirtlerne (alheomer). Disse er alle godartede (benigne) og kan let fjernes.
Yderst sjældent kan de brune modermærker (nævi) udvikle sig til ondartede svulster (melanom) som kan sprede sig til andre organer og blive letale (dødelige).
Svulster kan altså være både godartede og ondartede og kan optræde i knogle, led og muskelvæv. I musklerne altså som fedtknuder (lipomer eller de såkaldte fedtbrok). Ligeledes kan der i musklerne findes bindevævsknuder (fibromer). Og fedtophopninger kan forekomme på knæenes inderside og i bugvæggen (liposis), som giver smerter der kan forveksles med slidgigt eller underlivslidelser.
Muskelknuderne er lette at behandle operativt.
I knogler og led kan optræde knoglecyster og bruskknoglefremspring på lårbenet samt bruskknoglefremspring på hælens underflade (hælspore).
Man skal helst lade bruskknogleknuderne i fred og kun give dem aflastning såsom ”filthestesko“.
Tumorer i bløddele:
I huden findes epitiliomer og karcinomer, som hører til hudsygdommene.
Melanomer:
Eksisterende nævi (modermærker) kan være udgangspunkt for en højmalign (meget ondartet) svulstform kaldet det maligne melanom. De fleste mennesker har 10-15 pigmenterede små nævi, dvs. at der i Danmark er over 50.000.000 nævi, der går omkring på deres mennesker – af disse, altså nævierne, er der kun 200 maligne melanomer årligt. Før puberteten er disse en stor sjældenhed.
Fibromer og fibrosarkomer kan opstå i bindevæv hvor som helst, i subcutis (underhuden), muskelfascier, seneskeder osv.
Tumorerne er som regel hvide, afrundede, af fast elastisk konsistens. Behandling er fjernelse, og viser mikroskopien malignitet (ondartethed), evt. amputation.
Lipomer:
Lipomer kan findes overalt på kroppen; disse er bløde, ofte lobulerede (bestående af små lapper) masser med en tynd bindevævskapsel omkring. De kan indeholde mere eller mindre fibrøst væv (bestående af bindevæv) og kaldes da lipofibromer og de er mere faste i konsistensen og de kan også indeholde myksomatøse (slimvæv) partier. Sjældent er de maligne (ondartede) og fjernes kun da.
Xantomer:
Xantomer er kraftigt gule, lobulerede (bestående af små lapper), fedtagtige tumorer, der kan findes forskellige steder f.eks. i seneskeder eller i subcutis (underhuden). Symptomerne er kosmetiske og evt. med tryksymptomer og de er benigne (godartede).
Såkaldte myomer og myosarkomer er sjældne.
Angiomer:
Arteriovenøse anastomoser (vedr. karlidelser)
I lymfesystemet kan findes lymfomer og lymfangiomer og lymfangiektasi, der giver kæmpevækst.
Hudkræft:
I Danmark diagnosticeres cirka 2.000 nye tilfælde af hudkræft om året. Tallet har været stigende i takt med soldyrkelsen.
Der er kun en kendt årsag, og det er ultraviolette stråler, som vi især får fra solen. Men højfjeldssole og solarier udsender disse stråler for at kunne brune huden.
Mange hudlæger advarer derfor imod overdreven solbadning under enhver form.
Strålernes virkning har en kumulativ effekt, dvs. at risikoen for hudkræft falder ikke til nul, når sommerens brune farve forsvinder. Risikoen øges år for år.
Der er ingen grænse for, hvornår solbadning begynder at give kræft. Det er en glidende overgang, så man kan blot sige, at jo flere ultraviolette stråler, huden modtager, desto større er kræftrisikoen.
Blå mærker:
Hvis man meget let får blå mærker, ved selv små stød, kan man mangle et af de talrige stoffer, der er i samspil med blodpladerne.
Blødninger i eller under huden ses hyppigt efter stød og slag som “blå mærker”, eller større blårøde flader og hævelser.
Hudblødninger er almindeligt hos gamle og ældre (karskørhed) og er oftest et betydningsløst fænomen; men kost og vitaminindtagelse bør kontrolleres.
Fregner:
Er en slags pletvis solbruning og skyldes, at kun visse hudområders pigmentceller stimuleres af lys.
Ligtorne – fødder:
En skarp afgrænset fortykkelse af overhudens hornlag. Ligtornen er kegleformet og vender spidsen indefter, hvor den trykker på mere følsomme lag i huden.
Ligtorne ovenpå tæerne eller på siden stammer fra fodtøjet.
Ligtorne mellem tæerne eller under forfoden skyldes som regel overbelastning af foden.
Nedgroede negle – fødder:
Neglevolden bliver trykket ind over neglekanten, hvilket kan give anledning til betændelse.
Opstår af tryk fra fodtøjet, eller f.eks. fra for små eller for stramme strømper.
Opstår især hvis tåneglene bliver klippet for langt ned i siderne – tånegle bør klippes lige over.
Hård hud – fødder:
En fast fortykkelse af både overhud og underhud, som kommer på steder hvor foden er udsat for særligt tryk. Kan være begyndelsen til en ligtorn.
.
LEKSIKON er opdelt i følgende områder:
1. Nogle af menneskets nøgletal.
CTRL + Home bringer dig til toppen af denne side. – Eller klik hér.