4. Lymfesystem – og ødemer:
Illustrationer:
- Det fint forgrenede lymfenet – set forfra
- Det fint forgrenede lymfenet – set fra siden
- Lymfestrøm og lymfe”spærrer”
.
Lymfenettet og lymfespærrer:
Det fint forgrenede lymfenet – set forfra
Se stort foto.– Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.
.
Det fint forgrenede lymfenet – set fra siden:
Se stort foto.– Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.
.
Lymfestrøm og lymfe”spærrer”:
Se stort foto.– Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.
.
Det lymfatiske system:
Lymfesystemet består af:
- Lymfe
- Lymfekar
- Lymfeknuder
- Milten
- Brislen
Lymfesystemets funktion:
Lymfesystemet fungerer som mellemled mellem blodet og cellerne, og lymfesystemets funktioner er groft beskrevet:
At transportere overskydende vævsvæske tilbage til blodbanen, idet lymfekarrene opfattes som en del af venesystemet, fordi de opsamler overskydende vævsvæske (som da kaldes lymfe), der til sidst ”tømmes over i” blodbanen ved nøglebensvenerne (ved halsen). Lymfestrømmen bidrager altså til at regulere væskebalancen mellem blod og vævsvæske.
At deltage i kroppens forsvar overfor infektioner. Dette ved at der i lymfesystemets største organ milten (og brislen hos børn) tilsættes vævsvæsken hvide blodlegemer (lymfocytter) som er vigtige i organismens forsvar af infektioner. Ligesom der i lymfesystemets lymfeknuder (nodier) bekæmpes smitstoffer med hvide blodlegemer og ligeledes tilsætter lymfeknuderne vævsvæsken antistoffer, ved kontakt med smitstoffer i blodet.
Deltager i transport af kolesterol og fedtstoffer fra mave- tarmkanalen til blodbanen.
Destruerer udtjente gamle røde blodlegemer.
Lymfen pumpes frem af musklernes tryk mod karrene, og i væggene af de største kar er der glat muskulatur, som ved sin sammentrækning holder lymfen i bevægelse. I brysthulen bidrager det skiftende tryk under åndedrætsbevægelser til at drive lymfen frem.
Lymfen strømmer meget langsomt, idet lymfekarrene over 1 døgn kun opsuger 2-4 ltr. lymfe.
Lymfeknuder:
Lymfeknuderne er små knudeformede organer indskudt i lymfekarrene. Knuderne (nodierne) er på størrelse med en ært (men kan hæve betydeligt ved infektioner), og de består af bindevæv. I knuderne findes en større mængde hvide blodlegemer, som bekæmper smitstoffer og derved forhindrer deres videre fremtrængen. Ved kontakt med smitstoffer dannes der også hér antistoffer.
I milten producerer de hvide blodlegemer Lymfocytter, som bekæmper infektioner, ligesom milten nedbryder ældre, udslidte røde blodlegemer.
Det lymfatiske system indeholder en underordnet rute, hvori vævsvæske kan flyde fra vævets interstitielle områder ind i blodet. En meget vigtig ting vedr. lymfesystemet er, at lymfen kan transportere både proteiner og selv større partikulære enheder væk fra vævsområderne; disse kan nemlig ikke blive flyttet ved direkte absorbsion ind i blodkapillærerne. Netop flytningen af proteinerne fra vævets interstitielle områder (“frie områder” – områderne udenfor og indenfor kapillærvæggene er en funktion der er så vigtig, at vi uden den ville dø indenfor 24 timer.
Kroppens lymfekanaler:
Næsten alle områder i kroppen har lymfekanaler, som dræner overskydende vævsvæske direkte fra de interstitielle områder. Undtagelserne er nogle overfladiske hudområder, det centrale nervesystem, de lidt dybereliggende nerver, det indre væske i musklerne og i knoglerne; der dog kan have enkelte interstitielle kanaler, gennem hvilke interstitiel væske kan flyde og efterhånden flyder denne strøm ud i lymfekanalerne langs områdernes periferi. I hjernen flyder lymfestrømmen ind i cerebrospinalvæsken og derfra direkte tilbage til blodbanen.
Næsten al lymfe fra den nedre del af kroppen, selv noget af det fra benene, flyder op i brystgangen og tømmer sig ind i venesystemet ved venstre hulvene ved clavikula (kravebenet).
Lymfe fra hovedets venstre side, venstre arm og venstre skulder føres også til brystgangen før det forener sig med venesystemet.
Lymfe fra hovedets og nakkens højre side, fra den højre arm og fra dele af højre brystkasse føres til højre lymfegang, som så tømmer sig over i venesystemet – ved den subclaviale vene (ved kravebenet).
De terminale lymfekapillærer og deres gennemtrængelighed:
Den største vævsvæskedel som udfiltreres fra de arterielle kapillærer flyder omkring cellerne og bliver reabsorberet tilbage til venekapillærerne, men 10 % heraf opsuges i lymfekapillærerne og sendes via lymfesystemet tilbage til blodbanen.
Denne forholdsvis lille del vævsvæske som returneres til kredsløbet via lymfekapillærerne er yderst vigtig, fordi substanser med høj molekylær vægt som f.eks. proteiner, ikke uhindret kan passere ind i de venøse kapillærer, men de kan næsten helt uhindret passere ind i lymfekapillærerne. Årsagen hertil er en speciel struktur i de terminale lymfekapillærer, idet disses vægceller har åbninger med “flapvirkning“ således at væske kan suges ind i lymfekapillærerne – men ikke slippe ud igen p.gr.a. flapperne, der så vil lukke.
Lymfe er interstitiel væske der flyder inde i lymfesystemet. Vævsvæsken i kroppen har, inden den opsuges i lymfesystemet et proteinindhold på 1,8 pr. 100, men lymfe dannet i leveren har 6 % proteiner og lymfe dannet i tarmene har 3-4 %, og eftersom ca. halvdelen af lymfen udledes fra lever og tarme, vil den thorakale lymfe, som så er en blanding af lymfevæske fra øvrige kropsdele, have et “mixed“ proteinindhold på 3-5 pr. 100.
Det lymfatiske system er også en af hovedkanalerne for absorbsion af næringsstoffer fra mave- tarmkanalerne, og er ansvarlig for absorbsion af fedtstoffer. Derfor indeholder brystgangen (lymfegangen) efter et fedt måltid helt op til 1-2 % fedt.
Lymfestrøm:
Omkring 100 ml. lymfe flyder igennem lymfegangen (brystgangen) pr. time hos en voksen i hvile og samtidigt ca. 20 ml. gennem det øvrige lymfekanalsystem, hvilket altså giver et samlet lymfeflow på 120 ml. pr. time. Dette andrager til sammenligning kun ca. 1/100.000 af den vævsvæske der flyder frem og tilbage gennem blodsystemets kapillærvægge.
Faktorer der er bestemmende for lymfestrømmens hastighed:
Den interstitielle vævsvæske har et normalt tryk på -7 mm.hg. (altså et negativt tryk) og hvis dette tryk forøges vil også den interstitielle vævsvæske inde i lymfeterminalerne forøges, ligesom det vil forøge lymfestrømmen. Nævnte lymfestrømsøgning vil være lineær (jævnt udviklende) op til et væsketryk på 0, altså en trykøgning på 7 mm.hg. – og ved dette væsketryk (0) flyder lymfestrømmen 10-50 gange hurtigere end normalt, men selv om trykket i den interstitielle vævsvæske (frie vævsvæske) overstiger 0, vil lymfestrømmen ikke flyde yderligere hurtigere, idet så den udenfor lymfekapillærerne og kanalerne, liggende “frie” vævsvæske da vil trykke på udv. side af lymfekanalerne og kapillærerne og derved øge modstanden inde i lymfestrømmens kanaler.
Lymfepumpen:
Der findes ventilåbninger i alle lymfekanaler helt ned til den yderste spids af lymfekapillærerne. I de større lymfekanaler er der ventilåbninger for hver 3-4 mm. og i de mindre lymfekanaler sidder ventilåbningerne betydeligt tættere. Selv om lymfesystemet bliver presset på udefra, vil der ikke slippe lymfe ud fra lymfesystemet p.gr.a. ventilanordningerne i åbningerne – som altså har “flapper“ der automatisk lukker af et evt. indre pres. Eftersom flapperne åbner i central retning (altså i retning af lymfeknuder og lymfegang), drives lymfestrømmen i den rigtige retning.
Følgende faktorer driver altså lymfen frem:
Musklernes kontraktion (sammentrækning), passive bevægelser af kropsdele, det arterielle pulstryk og pres på kroppen udefra (f.eks. massage).
Ved gymnastik f.eks. øges lymfestrømmen op til 3-14 gange normalværdien.
Massage, med næsten samme effekt som ved gymnastik.
Som nævnt under lymfestrømmens hastighed og faktorer der er bestemmende herfor, er menneskets interstitielle væsketryk normalt -7. Det er så nu man skal stille et godt spørgsmål: hvordan i alverden kan der så blive presset vævsvæske ind i lymfekapillærerne, når stedet væsken kommer fra (det interstitielle vævsområde) er i undertryk på -7? Svaret bliver lige så godt: De – 7 mm.hg. i trykunderskud er et gennemsnitstryk. Det aktuelle interstitielle vævsvæsketryk falder og hæver sig betydeligt f.eks. under bevægelser og motion og hver gang nævnte tryk overstiger det atmosfæriske tryk i hvert enkelt vævsområde – vil noget af den interstitielle vævsvæske (den væske der flyder rundt imellem celler og kapillærer) blive opsuget i lymfeterminalerne; her bliver det så, da der jo er ventilklapper overalt – både i lymfekapillærerne og i øvrige lymfekanaler.
.
Lymfekarrenes sygdomme:
Ødemer (lymfødemer — lymphoedema):
Ødem er en forøgelse af vævsvæsken.
Ødem kan være universelt udbredt eller lokaliseret til mere begrænsede vævsområder.
Ødem udvikles let i det subcutane (sub = under og cutis = hud) altså underhud, da vævet her er så løst , at vævsvæsken kan forøges i ret betydelig grad før trykket i vævsspalterummene stiger så meget, at bremsningen af udfiltrationen og afløbet gennem lymfebanerne hindrer en yderligere vækst af ødemet.
Opstår ved f.eks. at stå stille for længe. Er især udtalt på en varm sommerdag fordi varmen udvider blodårerne og gør dem utætte som en si. Eller en kontorstol der klemmer på undersiden af lårene, giver dårligt friløb af blod og ødemer opstår.
Specielt hos lidt ældre kan ødemer skyldes lidelser i hjerte – kredsløb, lunger og nyrer.
Ved stofskiftesygdomme skyldes hævelser i underhud ikke væske, men en særlig fortykkelse af vævet i benene.
Lymfødem er en kronisk tilstand forårsaget af obstruktion (forstoppelse) af lymfebanerne.
Ses hos både hos mænd og kvinder, kan være medfødt og erhvervet.
Lymfestrømmen løber centralt (mod midtpunkt) og fra de overfladiske til de dybe lymfekar som ligger i de dybe fascielag og langs de dybe årer.
Trykket i lymfekarrene svinger stærkt, men er i liggende stilling ca. 50 mm vand perifert og faldende centralt.
Ved obstruktion at lymfekarrene vil det lymfatiske tryk stige og der vil komme lymfektasi (udspiling), klapinsuficiens (utilstrækkelig funktion af klapper), stase (standsning, opstemning) og forøget proteinindhold (æggehvidestof) i blodet. Under påvirkning af dette vil vævet hybertrofiere (overernæres). Der vil komme en tendens til inflammation (betændelse). Huden bliver pigmenteret og subcutis (underhuden) bliver indureret (forhårdelse af væv ved dannelse af bindevæv).
Primært lymfødem kan være såkaldt simpelt lymfødem af ukendt ætiologi (læren om sygdommes årsag) men også kongenit (medfødt).
Sekundært lymphoedema kan skyldes lymfatisk obstruktion (forstoppelse) p.gr.a. infektioner af flere slags.
Lymphødema praecox findes især hos kvinder og debuterer ofte omkring puberteten. Forværring kan ses i tilslutning til menstruation.
Ødemet optræder først distalt (længst væk fra kroppens midte) i ekstremiteterne (arme og ben) og breder sig herefter centralt (midtsøgende, mod legemets proximale linie – kroppens midte). Tiltager når ekstremitet hænger nedad og ved varmepåvirkninger og kan bedres, i hvert fald i de juvenile (tidlige) stadier ved elevation (ophævning/hæven) af ekstremitet. Symptomer ved den sekundære lymphødema vil afhænge af den primære lidelse. Diagnosticering (stille en fastslåen af sygdommens art) af de forskellige årsager til lymphoedema er vanskelig; i tvivlstilfælde kan lymfebanernes forhold belyses ved lymfangiografi, hvor man kan se store dilaterede (udvidede) inkompetente lymfebaner.
Normalt opstår ødemer ikke før der opstår abnormiteter i kredsløbet. Ødemer er tilstedeværelse af forøget mængde interstitiel væske i vævet. Enhver faktor der forøger dette vævsvæsketryk højt nok, kan afstedkomme forøget vævsvæskevolumen og derved skabe ødemer.
Ødemer vil ikke opstå så længe vævsvæsketrykket forbliver negativt.
Når trykket i vævsvæskeområderne stiger til atmosfærisk tryk (0), vil vævsvæskevolumen stige dramatisk – ja faktiskt enormt.
Ved et tryk på det normale -7, vil et normalt menneske have ca. 12 ltr. interstitiel vævsvæske, men et tryk på knapt+ 2 mm.hg. vil øge vævsvæskemængden (den frie) til ca. 45 ltr. vævsvæskemængde i det “frie vævsvæskeområde“, som så vil svulme op. Et tryk på godt +2, vil få ekstremiteterne (arme og ben) til at svulme op til 1,5-2 gange deres normale størrelse; dette kaldes i fagsprog en 4 + ødem.
Hvis ødem varer i få timer og specielt hvis det varer i uger, mdr. eller år, vil vævsområderne efterhånden blive strukket og dette kan lede til yderligere kvik opståen af ødemer. Når vævsrummene han været strukket en gang, vil en kun 1-2 mm.hg. stigning af tryk i vævet afstedkomme en såkaldt 4+ ødem. Med andre ond bliver vævsområderne udvidede, og det er dét der letter for indflydning og opståen af ødem.
“Pitting“ ødem:
Hvis man sætter en finger på huden over et ødemområde og hurtigt flytter fingeren, vil der blive en lille hulning tilbage; denne forsvinder (udfyldes) igen efter 5-30 sekunder, hvilket skyldes at ødemvæsken presses væk og flyder ind i andre vævsområder og tilbage igen når den ikke længere har “fået fingeren“.
Men til tider kan ødemvæsken ikke flyttes som ovenfor nævnt. Den almindelige anledning hertil er koagulering af vævsvæsken. F.eks. kan der i et infekteret eller skadet vævsområde samle sig store mængder vævsvæske, men nævnte koagulering gør at væsken ikke kan trykkes ud i andre vævsområder.
Sikkerhedsfaktorer inden ødem opstår:
Fra begyndelsen er der en sikkerhedsmargen på 7 mm. hg., da ødem først vil optræde ved 0 mm. hg. – sammenholdt med det normale vævsvæsketryk på -7 mm.hg.
Derudover vil et tryk der bare forhøjes til lidt over normalværdien -7, afstedkomme en hurtigere lymfestrøm, hvilket altså fjerner en del af det ekstra vævsvæske der flyder ud i det interstitielle mellemrum; dette modvirker selvfølgeligt opståen af ødem. Dette vurderes til en sikkerhedsfaktor på 6 mm.hg.
Således er der en samlet sikkerhedsmargen, før ødem opstår, på 7 + 6 + 4 = 14 mm.hg., hvilket så betyder at hvis ødemet opstår p.gr.a. trykøgning i kapillærerne, skal deres stigning udgøre kapillærernes normale tryk på 17 mm.hg. + de 17 mm.hg., som er sikkerhedsfaktoren; dvs. at hvis kapillærtrykket hedder 34 mm.hg. vil ødem opstå.
Også en såkaldt udvaskning af væskens proteiner forårsager at den føromtalte hurtigere lymfestrøm vil give en sikkerhedsfaktor på 4 mm.hg., idet denne udvaskning vil give et kolloid osmotisk trykfald på: fra 4,5 – nemlig normalt til tæt på 0 mm.hg., hvorfor forskellen udgør sikkerhedsfaktoren.
Udover trykstigning i kapillærerne til over 34 mm.hg. kan der være andre årsager til opståen af ødemer: Lavt blodproteinindhold – Blokering i lymfesystemet – øget kapillærporøsitet.
Subcutane ødemer:
Viser sig som fortykkelse af huden og holder man en finger fast trykket mod huden over et ødem en kort tid, vil ødemvæsken presses bort fra dette sted. Når finger fjernes vil den frembragte fordybning blive stående et stykke tid – heraf betegnelsen pastøs (dejagtig).
Til grund for ødemdannelse kan ligge en forøgelse af kapillærtrykket.
Eller en nedsættelse af plasmaets kolloid- osmotiske tryk, dette ses ved visse nyre lidelser (renale ødemer) og ved langvarig utilstrækkelig proteintilførsel (hungerødemer).
Hvis man indtager en passiv stående stilling vil man fremkalde en svigten af venepumpen og dette vil føre til forøget kapillærtryk og der vil hos normale mennesker efter 1/2 time kunne samles 300 – 400 ml. ødemvæske i underekstremiteterne (benene). Dette er en akut udvikling af ødem og plasmamængden vil være nedsat, (altså et væsketab fra plasmaet).
Ved dårligt fungerende venepumpe (dårligt udviklet muskulatur – varices (åreknuder) eller ved anden mekanisk hindring af venestrømmen fra underekstremiteterne, vil der også under normale levevilkår, udvikle sig ødemer i underekstremiteterne i løbet af dagen, visende sig først omkring malleolerne (ankelknuderne) og på metatarsarlia (fodryggen); altså på de mest declive (vigende) partier, hvor venetrykket og dermed kapillærtrykket er mest forøget.
Ødemer betinget af forhøjet kapillærtryk ses ved lokale hindringer for det venøse afløb.
Hos gravide kan ødemer forårsages af tryk på venestammerne i abdomen (underlivet) også her viser ødemer sig først omkring malleolerne (ankelknuderne) og fodryggen (metatarsen).
Cardiale ødemer
Ses ved hjertelidelser med stasefænomener (overfyldning af venesystemet) og nyrernes svigtende funktion forårsager forøgelse af den ekstracellulære væske, som altså fører til både stase og ødem (overfyldning af venesystem og forøgelse af den interstitielle væske).
Renale ødemer
Ses ved visse nyrelidelser og renale ødemer viser sig først ved øjenregionerne, hvorimod de cardiale som nævnt først viser sig som ankelødemer.
Lymfestase medfører en diffus fortykkelse af det subcutane væv.
I begyndelsen er ødemet eftergiveligt for tryk og kan aftage efter en nats elevation. Der opstår fibrose (organs omdannelse til bindevæv) med mere permanent tilstand. Huden bliver grå og skællende. Udtalte tilfælde kaldes elefantiasis.
Ved den sekundære ødem, altså ødemer udløst af en årsag, gælder det om at finde denne årsag og modvirke den, ligesom det er vigtigt så tidligt som muligt at modvirke selve ødemtendensen. Dette gøres mere eller mindre succesfuldt med elevation (hæve) af ekstremiteter (arme og ben), massage, diuretika (urindrivende midler), elastiske bandager, motion og saltfattig kost.
LEKSIKON er opdelt i følgende områder:
1. Nogle af menneskets nøgletal.
4. Lymfesystemet – og ødemer. – Du er hér.
CTRL + Home bringer dig til toppen af denne side. – Eller klik hér.