Nervesystemet

6. Nervesystemet:

Illustrationer:

.

Nervesystemets opbygning m.v.:

Nervebanen:

Nervebanen (hovedforgrening).

Se stort foto.– Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.

.

Rygmarvsnerver:

Rygmarvsnerver.

Se stort foto.– Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.

.

Centralnervesystemet (CNS):

Centralnervesystemet (CNS).

Se stort foto.– Tilbage hertil med “Tilbage pil” i øverste venstre hjørne.

Nervesystemet:

Nervesystemets funktion er groft sagt at få legemet til at styre de fysiologiske processer, ved f.eks. at få kroppen til at reagere på baggrund af udefra kommende påvirkninger samt indefra kommende informationer.

Både nervesystemet og hormonsystemet indregulerer funktioner i kroppen på hver sin måde, idet der dog ofte foregår et samspil disse to systemer imellem.

Nervesystemet inddeles efter dets:

Anatomiske opbygning, som omfatter:

– Centralnervesystemet (CNS) (storhjernen, lillehjernen og rygmarven).

– Det perifere nervesystem omfatter nerver der udgår fra hjerne og rygmarv til de øvrige dele af kroppen.

Fysiologiske funktioner, som er inddelt i:

– Det somatiske nervesystem:

Er viljestyret (bevidst) og regulerer i det menneskelige legeme på basis af det ydre miljø og ydre påvirkninger. F.eks. dét at syns- og høreindtryk omdannes til bevidste sanseindtryk, som får mennesker til at reagere med f. eks. tale eller bevægelse.

– Det autonome nervesystem:

Står udenfor viljens kontrol og påvirkes altså ikke af vilje og bevidsthed. Dette er uundværligt for indre funktioner såsom åndedræt, kredsløb, legemstemperatur og væskebalance.

Centralnervesystemet (CNS):

Indgår i den ”Anatomiske opbygning”, og består af:

  • Hjernen, der består af storhjernen (incl. hjernebark) og lillehjernen, som ligger i hjernekassen.
  • Rygmarven, der ligger i en kanal i hvirvelsøjlen (columna vertebralis). Rygmarven ender med rygmarvsspidsen ud for 1. lændehvirvel (i den lordose lumbale del af hvirvelsøjlen), og nedenfor dette punkt er rygmarvskanalen fyldt med talrige nervetråde, der tilsammen udgør ”hestehalen”.

Hjernen (storhjernen og lillehjernen tilsammen):

Vejer ca. 1,5 kg og er en blød, let sammentrykkelig masse af gråhvidt væv. Hjernen har en stærkt foldet overflade, hvorigennem der løber arterier og vener. Hjernen og dens blodkar er omsluttet af tre hjernehinder, og den yderste hinde er en sej beskyttende hinde. Hjernen indeholder et ekstremt stort antal nerve- og støtteceller.

Storhjernen (og hjernebarken):

Hjernekassen er delt i en højre og en venstre halvdel, og de to halvdele er adskilt af en lodret plade, som er en fortsættelse af den ydre hjernehinde. Storhjernen fyldet det meste af nævnte to halvdele, og er derudover også opdelt i fire ”lapper” (pande,- tindinge, -isse og nakkelappen).

Hjernebarken er storhjernens tynde overflade, og består af grå cellesubstans med millioner af nerveceller. Også hjernebarkens overflade er stærkt foldet og opdelt af hjernevindinger.

Det er i hjernebarken mange af hjernens intellektuelle funktioner udøves, f.eks. hukommelse og tanke­virksomhed.

Lillehjernen:

Også lillehjernens overflade er stærkt foldet, og består af grå substans (nerveceller). Det indre i lillehjernen består af hvid substans (ledningsbaner), som står i forbindelse med hjernestammen.

I lillehjernen findes bl.a. centeret for ligevægtsregulering, idet der sendes signaler/meldinger hertil fra ligevægtsorganer i det indre øre.

Rygmarven:

Strækker sig fra bunden af hjernen og går igennem et hul i nakkebenet. Det øverste stykke kaldes ”Den forlængede marv”, og indeholder livsvigtige autonome centre som varetager vejrtræknings- og hjerteslagsfunktionen.

Det perifere nervesystem:

Indgår i den ”Anatomiske opbygning”, og udgøres af de nerver der løber mellem centralnerve­systemet og legemets øvrige dele.

Disse rygmarvsnerver udgår alle fra rygmarven, løber gennem huller i hvirvellegemener (korpora) og forgrener sig i finere og finere nerver, som har forbindelse med sanseceller i huden, i musklerne og i de indre organer.

Visse af hjernenerverne er direkte knyttet til sanserne hørelse, syn, lugt, smag og følelse.

Det perifere nervesystem opdeles i to dele:

En somatisk del:

Denne viljestyrede (bevidste) del samler informationer om omgivelserne, overfører dem til Centralnervesystemet (CNS), hvorfra sendes signaler/meldinger tilbage igen ud til kroppens skeletmuskler for at få disse til at bevæge sig.

Et autonomt system:

Dette automatiske (ubevidste og ikke viljestyrede) system regulerer kroppens indre miljø, idet systemet modtager informa­tioner fra kroppens forskellige indre dele til centralnervesystemet (CNS), og sender (regulerende) informationer tilbage igen til organerne (f.eks. til hjertet).

Det somatiske nervesystem:

Indgår i nervesystemets fysiologiske funktioner, og inddeles i:

De sensitive nerver:

Varetager den fysiologiske funktion, at forvandle påvirkninger fra omgivelserne til bevidste sanseindtryk, i form af høre,- syns,- lugte- og smagsindtryk samt føleindtryk.

De motoriske nerver:

Varetager regulering af de viljestyrede bevægelser. Det viljestyrede motoriske center ligger lige foran følecentret i pandelappen. Fra dette center udgår lange motoriske ledningsbaner ned i hjernestammen og i rygmarven, hvor de omkobles til udadgående nerver, som forgrener sig til skeletmusklerne. Sådan får impulser – fra det viljestyrede motoriske center ved pandelappen, via det perifere nervesystems somatiske del, og ved impulsgennemløb i centralnervesystemets hjernestammes og rygmarvs nerver bestående af lange motoriske ledningsbaner – nerveende­pladerne (receptorerne) som sidder på musklernes muskelfibre, og som får musklerne til at bevæge sig.

Det autonome nervesystem:

Indgår i nervesystemets fysiologiske funktioner, og er forbundet med nogle af kroppens vigtigste organer, idet det autonome nervesystem styrer og samordner organismens indre funktioner, såsom åndedræt, kredsløb, legemstemperatur og væskebalance.

Centre for respiration findes i hjernestammens nederste del, som kaldes den forlængede rygrad. Længere oppe i hjernestammen befinder sig centre for temperaturregulering, væskebalance, sult, tørst kønsdrift og angst. Alle centrene er forbundet, via hjernestammen, til de indre organer med autonome nerver.

Det autonomiske nervesystem deles endvidere op i:

Det parasympatiske og det sympatiske nervesystem, som begge virker på de samme organer, men som adskiller sig fra hinanden på to punkter.

1. Deres funktioner er forskellige – næsten modsatrettede.

2. De udgår fra forskellige dele af rygmarven.

Det parasympatiske nervesystem:

Styrer de processer der foregår når legemet er i hvile. F. eks. sænker det parasympatiske nervesystem hjertets rytme, og fremmer de peristaltiske (rytmiske, stødvise) bevægelser i tarmen.

De parasympatiske nerver forlader centralnervesystemet (CNS) ved hjernestammen

Det sympatiske nervesystem:

Styrer de processer der foregår når legemet er i fuld aktivitet. Bliver man truet og føler man at man har brug for at stikke af eller at kæmpe, sker der flere ting styret af det sympatiske nervesystem:

Der dannes et behov for øget energi til musklerne, hvorfor hjertefrekvensen stiger og muskler­nes blodkar udvider sig og således pumpes mere blod (indeholdende f.eks. energien glukose) ud i muskler­ne.

Tarmbevægelserne bliver neddroslede for at spare energi, ligesom sekretionen fra bugspyt­kirtlen bliver nedsat. Blodkarrene i mavesækken trækker sig sammen.

Mundens spytkirtler vil også reducere sin sekretion, hvorfor man føler sig tør i munden under nervøsitet/angst/stress.

Desuden begynder hudens svedkirtler at arbejde, for at være klar til af fjerne eventuel overskuds­varme.

Vejrtrækningen speedes op og lungeblærerne udvider sig for at forøge iltoptagelsen.

Hypofysen frigiver hormonet ATCH.

Leveren frigiver mere sukker til blodet.

Leveren øger mængden af fibrinogen og protombin til blodbanen, for at være klar til at koagulere blodet ved sår for at undgå blodtab – og for begyndende heling.

Fra depoter i kropsvævene i huden og i tarmene tilføres blodet kolesterol eller fedtstoffer.

Blodets hvide blodlegemer (Lymfocytterne) gør sig klar til at reparere eventuelle vævsskader.

Milten trækker sig sammen og frigør herved store mængder røde blodlegemer, hvilket øger blodets evne til at transportere ilt til kroppens celler.

Blodkarrene under huden trækker sig sammen.

Binyrerne frigiver hormonerne adrenalin, noradrenalin og cortisine.

Og ikke mindst: Vi mister lysten til at parre os, fordi hypofysen nedsætter mængden af kønshormoner.

Sygdomme i nervesystemet:

Nerverodsbetændelse (Polyradiculitis):

Er ikke en decideret muskel sygdom, men medfører lammelser begyndende i benene, derefter i kropsmuskulaturen, dernæst arme og til sidst svælg, åndedræts – og øjenmuskler. (evt. dødelig uden kunstigt åndedræt).

Efter behandling plejer alle symptomer at forsvinde efter uger til måneder hos ikke gamle personer.

Diagnosen stilles ved rygmarvspunktur. Er altså en akut epidemisk sygdom.

Fremadskridende muskelsvind (dystrofia musculorum progressiva)

Ofte optrædende i slægter. Begynder hyppigst i barneårene, sjældent efter den modne alder.

Såfremt sygdommen begynder i det første årti, starter den som regel i benene med gradvis fremadskridende kraftnedsættelse, vraltende gang, en muskelmasse der kan imponere – men de føles bløde og anderledes end normalt idet selve musklen svinder bort og erstattes af fedt og ofte indtræder døden i 20- verne, nogle lever betydeligt længere og hos andre standser sygdommen af sig selv. Andre typer muskelsvind starter i skuldre og ansigt.

Undersøgelser foretages ved biopsi (udtagning af et ærtstort muskel stykke til mikroskopi), men også elektromyegrafi.

Effektiv behandling findes ikke. Er en sjælden sygdom der tilhører nervesystemets sygdomme.

”Englevinger”

Er svind af skulderbladets og brystkassens muskulatur. Skulderbladene springer frem som englevinger (scapula alata).

Har årsag i nervesystemet.

Huntingtons chorea

Arvelig. Viser sig omkring 40 år. Pludselige ryk i hoved, krop, arme og ben, udtalt grimmaseren stigende til det helt groteske. Psykisk reduktion, taleforstyrrelser.

Undertiden indtræder døden efter 10-20 års forløb.

Sjælden af nervesystemets sygdomme.

Iskias

Iskiasnerven er kroppens længste nerve, som forsyner musklerne bag på låret- og via sine grene alle underbenets og fodens muskler.

Iskias er en samlebetegnelse for lidelser, hvis hovedsymptom er smerter, der fra lænden strækker sig bag hoften ned i låret og eventuelt ud i foden.

En hyppig årsag til iskias er en diskusprolaps, der trykker på nervens rødder, hvor de udspringer fra rygmarven.

I en del tilfælde kan man føle fastere, ømme partier i musklerne i sæderegionen og bag på låret, og smerterne kan da skyldes myoser, som kan være opstået på grund af uhensigtsmæssige arbejds­stillinger, eller forkerte belastninger af benet.

Myotonia artroficans

Er arvelig. Muskler bliver tynde i ansigtet, hængende underkæbe, slapt ansigtsudtryk, svage halsmuskler så hoved ikke rigtigt kan bæres, arme og bens kraft og bevægelighed nedsættes. Fortsætter senere overalt.

Hér er en typisk reaktion nemlig den “myotone reaktion”: patient kan ”ikke slippe et håndtryk”.

Endvidere symptomer fra de endokrine (lukkede) kirtler, kønskirtler og intelligens nedsættes og sygdommen fører til invaliditet. Hormonbehandling kan undertiden lindre. Skaldethed, hængende underlæbe og stivnet mimik er typisk.

Sjælden af nervesystemets sygdomme.

Rygmarvssvulst (Tumor spinalis)

Er svulster der udgår direkte fra rygsøjle eller hinder. Symptomer er smerter i arme eller ben med tilkommende lammelser, føleforstyrrelser samt evt. vandladning – og afføringsforstyrrelser.

Diagnosticeringen er meget sikker, også selve svulstens sæde.

Behandling:

Operativ, evt. med supplerende røngtenbehandling.

Drophånd (Radialis neuritis)

Er lammelser i spolebensnerven (radialisnerven). Hånd hænger nedad og kan ikke bøjes opad og fingrene kan ikke strækkes. Skyldes ofte et tryk af nerven under søvn.

Er en nervebetændelsestilstand. Er ofte en komplikation til f.eks. sukkersyge, kroniske forgift­ninger, alkoholmisbrug – men kan også opstå efter træk og kulde eller tryk – f.eks. af diskusprolaps, ischias o. lign.

Er mononeuritis, dvs. lidelse i en enkelt nerve (er oftest ikke en egentlig betændelse i betydningen infektion, men en mere eller mindre dybtgribende degeneration). Ses også ved ulykkestilfælde, hvor nerve direkte læderes ved brud eller afbrydelse, eller hvor den trykkes af blodansamlinger eller betændelsessvulst. Mange former for neuritis kommer sig fuldstændigt igen.

Af beslægtede former kan nævnes:

Ulnarislammelse (ulnarisneuritis) med den såkaldte ”klohånd”, hvor fingre står i halvbøjet stilling og ikke kan rettes ud.

Peronæuslammelse (perunæusneuritis) “dropfod”, hvor liggende patient ikke kan bøje opad i fodled og heller ikke indaddreje fødder.

LEKSIKON er opdelt i følgende områder:

1. Nogle af menneskets nøgletal.

2. Blodsystem.

3. Hud.

4. Lymfesystemet – og ødemer.

5. Muskler.

6. Nervesystemet. – Du er hér.

7. Sener og led.

8. Skellet og knogler.

CTRL + Home bringer dig til toppen af denne side. – Eller klik hér.

Gå til starten af hjemmesiden: Forside.

.